Billede beskrivelse

Ny cheftræner ser stor harmoni i Saburs sociale fodboldmiljø

06. august 2025 kl. 10.00

René Møller har taget hul på et nyt fodboldkapitel som cheftræner i Serie 2-klubben FC Sabur – efter senest at have stået i spidsen for kvindefodbolden i Gug.

Skiftet skyldes et nyt arbejde, der gjorde det vanskeligt at fortsætte i Aalborg, og da muligheden opstod for at blive en del af FC Sabur, var valget let.

– Det er et hold og en klub, der passer perfekt til mig, siger René Møller.

Han skal dele træneransvaret med klubbens nuværende træner, og det tætte samarbejde ser han som en styrke – særligt i en trup, hvor relationerne allerede er godt etableret.

– Jeg er så heldig, at der er en træner, jeg skal have et tæt samarbejde med. Det gør overgangen nemmere.

René Møller kommer med en klar idé om spillestilen – og det handler om at have bolden.

– Jeg har altid været glad for at spille med bolden og være boldbesiddende, lyder det fra den nye cheftræner.

Overgangen fra kvindefodbold til herreserien har givet nogle naturlige kontraster.

– Der er stor forskel – især på fysikken, konstaterer han.

Alligevel er udgangspunktet i Sabur stærkt. Møller ser et talentfuldt mandskab, hvor fundamentet allerede er lagt.

– Jeg skal ikke ind og opfinde den dybe tallerken. Vi skal bygge videre på det, der allerede er opbygget, siger han.

Indtrykket af klubben har fra starten været overordentligt positivt.

– Det er en meget social klub, og det passer mig rigtig godt, siger René Møller om sin nye hjemmebane i FC Sabur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste