Billede beskrivelse

Ny cheftræner debuterer i intens lokalduel på hjemmebane

13. august 2025 kl. 10.03

Man skulle tro, at en debut som cheftræner i Serie 2 Kreds 12 ville være nervepirrende nok i sig selv, men for Allan Kjeldsen bliver den krydret med et vaskeægte lokalbrag mod Dronninglund IF. I aften tager Asaa/Hjallerup imod naboerne – og netop kombinationen af rivalisering, premirestart og ny træner gør kampen til et oplagt spotlight for Seriesport.nu.

Kjeldsen har haft en kort, men konstruktiv opstart med sit nye mandskab. – Vi har haft en god optakt med tre træningskampe. Vi kunne godt bruge meget mere tid – der er mange ting, jeg ikke har nået, og som bliver kastet direkte i kamp. Men vi har et meget spændende hold, der har et sammenhold udover det sædvanlige, fortæller han.

Mod Dronninglund handler nøglen ifølge Kjeldsen om at holde hovedet koldt og stole på egne styrker. – Tålmodighed og tro på egne evner. Jeg kender ikke Dronninglund så godt som mine spillere, men jeg tænker, det bliver en tæt, intens og taktisk kamp, hvor jeg håber, vi er de skarpeste i de afgørende situationer.

Kampfakta:

Kamp: Asaa/Hjallerup – Dronninglund IF
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 12
Kamptidspunkt: 13. august kl. 17.45

Spillertruppen har fra første træning vist både energi og engagement, og lokalopgøret giver en ekstra dimension. – De ting, vi har arbejdet med, har de klaret super. At det så er Dronninglund, vi dystre med, gør det bare endnu sjovere. Denne kamp er alt, hvad seriefodbold kan – og vi forventer mange på lægterne, inden vores fælles Old Boys-hold spiller efter, siger han med et smil.

Taktisk går Asaa/Hjallerup til opgaven med deres egen spillestil i fokus. – Vi har vores måde at spille på, og vi justerer løbende i kampen, hvis jeg kan se, det giver mening, forklarer Kjeldsen.

For træneren betyder det ekstra meget at kunne starte med en sejr, når modstanderen er en lokalrival. – Første kamp er altid svær – og mod Dronninglund er det endnu sværere. Vi har en god tro på vores plan og håber, det er nok til tre point, siger han, men tilføjer, at én kamp ikke definerer en hel sæson: – Det er altid dejligt med en god start, men jeg har før tabt første runde og alligevel fået en god sæson – og omvendt.

Når dommeren fløjter op, bliver det med en ny chef på sidelinjen, et stærkt sammenhold på banen og et lokalt publikum klar til at bakke op. Seriesport.nu holder øje med, om Allan Kjeldsen får sin drømmestart – og samtidig kan skrive tre point ind på kontoen i sin første kamp for Asaa/Hjallerup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste