Billede beskrivelse

Ny chef i SGIF er klar til at sætte sit aftryk

03. marts 2026 kl. 08.03

En ny æra begynder i SGIF, hvor Serie 2 Kreds 14 venter med kampe, konkurrence og fællesskab. Derfor sætter vi Spotlight på Morten Brinkmann, der går foråret i møde med erfaring, engagement og en klar plan for både hold og kultur.

Beslutningen om at træde til som cheftræner har været længe undervejs. 

– Det har været en løbende dialog og jeg har hjulpet lidt til i klubben i de seneste år i forskellige roller i en tid, hvor jeg ikke har kunnet finde tid til at være cheftræner eller andre roller der kræver en del timer pga. to dejlige tvillingepiger derhjemme, der nu ikke længere er helt så små og en uddannelse der skulle færdiggøres. Nu er sulten på opgaven stor, timingen rigtig og tiden frigivet til at kunne hjælpe klubben i rollen som cheftræner, fortæller han.

Med over 20 år i klubben bag sig – fra spiller på næsten alle seniorhold til træner på alt fra U7 piger til 1. seniorhold – er han klar. 

– Klubben havde et klart ønske om at få mig i spidsen for et rigtig godt team omkring hele seniorgruppen og det var et meget let valg, nu hvor timingen er rigtig. Klubben, spillerne, jeg og resten af trænergruppen vil det samme og har kigget hinanden i øjnene på hvordan vi griber det an i fremtiden, siger Brinkmann. 

– Vi har en fantastisk samlet gruppe af spillere der vil SGIF, det gør altså også sulten endnu større hos mig.

Respekten for klubbens fundament kombineres med ambitionen om at sætte sit eget præg. 

– Klubben har et godt fundament og et fællesskab, som er en fornøjelse at bygge videre på. Jeg er nysgerrig og har sat mig godt ind i tingene og netop kigget godt ind i hvad der har fungeret godt tidligere, som vi skal køre videre med og hvor vi i trænerteamet kan sætte ind og ændre på andre ting, sætte vores præg forhåbentlig til det bedre. Det kommer klubben og spillerne til at mærke løbende den næste periode igennem træning, spillermøder, taktik og kampe og så har vi en klar retning, når der begynder at komme point på spil.

Opstarten fokuserer både på spillet og relationerne. 

– Vi arbejder med træning, lære hinanden bedre at kende og planlægger også træningslejr, siger Brinkmann, der lægger vægt på fællesskab og holdånd. 

– Når vi er på banen stiller jeg krav, ligesom de kan gøre til mig, og når vi er udenfor banen stiller jeg lige så store krav til at vi skal hygge os, bygge på fællesskabet og have det sjovt sammen. De ting håber jeg de kan se og vil huske.

Holdets identitet er tydelig. 

– De skal kunne se en klar plan fra gutterne fra SGIF, se nogle knægte der slås til sidste sekund for hinanden og for logoet og går på banen for at vinde alt hvad vi stiller op til af udfordringer, forklarer Brinkmann.

Bag aftalen med klubben ligger fokus på samarbejde og langtidsholdbar struktur. 

– Det har været rigtig vigtigt for mig at klubben skulle få et team på plads på tværs af de 3 seniorhold, der vil SGIF, der vil fællesskabet i klubben og hvor vi har det sjovt sammen og arbejder tæt sammen på tværs af holdene, det er vigtigt for os alle. Det team der er sat sammen nu er virkelig topklasse gutter og så kunne jeg jo kun sige ja tak, lad os komme i træningstøjet og i gang.

Brinkmann understreger, at klare rammer er afgørende. 

– Det har naturligt også været vigtig for mig at klubben ved hvad den vil med seniorafdelingen og det ved klubben og vi er enige om hvordan vi gør tingene sammen.

For SGIF og Morten Brinkmann bliver foråret dermed starten på et ambitiøst kapitel, hvor respekt for klubbens historie, fællesskab og struktur skal kombineres med et nyt cheftræneraftryk – både på banen og udenfor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste