Nordturn Arena skal koge – Flauenskjold klar til topbrag mod Sæby
Interview med Jan Bisgaard fra Flauenskjold IF før kampen mod IF Skjold Sæby
Hvordan vil I gribe kampen an for at få revanche mod Skjold Sæby?
- Som du skriver, så har vi revanche til gode fra første runde, hvor Sæby kom i en rigtig stærk udgave – hvilket også sagtens kan være tilfældet i denne kamp, da det altid er svært at vide, hvad de kommer med, fordi det er et 2. hold. Men vi er klar og forberedt på, hvad vi kan komme op imod, så vi skal bare ud og fortsætte med at sætte tingene rigtigt sammen. De skal ikke have ro på noget tidspunkt til at sætte deres spil, og så skal vi igen finde skarpheden frem og sparke vores chancer ind.
Hvad har I lært fra det første opgør, I tabte til dem?
- Vi har lært, at vi skal være koncentrerede hele vejen igennem opgøret og sørge for at vælge de rigtige løsninger frem for at stresse på bolden. Så skal vi undgå at give for mange dødbolde væk omkring feltet, for der kommer de med et par store drenge, der er svære at dæmme op for – hvilket de også viste i første opgør. Sæby kan være et svært hold at spille imod, hvis det kører for dem, så det skal vi forsøge at få stoppet.
Hvem ser du som favorit i opgøret – og hvorfor?
- Det er endnu en 50-50 kamp, hvor det hold, der rammer dagen, har gode chancer for at tage alle 3 point. Som skrevet før, så er vi fem hold, der ligger relativt tæt i en meget tæt kreds, hvor især de interne kampe kan vise sig at være yderst vigtige. Omvendt skal vi ud og vise, at det skal være svært at komme på Nordturn Arena og få noget med hjem.
Hvordan vil I bruge hjemmebanen som en fordel i det her opgør?
- Vi er i vante omgivelser og forhåbentlig med en masse folk på lægterne. Så skal vi være motiverede til at gå ud og give den 110 % i alle vores aktioner. Vi håber, vi kan give vores egne tilskuere en fed kamp, masser af mål og 3 point.