Nørresundby skal have Danmarks bedste breddeklub
Til en generalforsamling i Nørresundby Forenede Boldklubber præsenterede klubben en vision for 2030. Her skriver klubben, at de i 2030 vil være Danmarks bedste breddeklub.
Vi har derfor taget fat i NFBs formand, Thomas Bunch Jensen, for at høre, hvordan det kan lade sig gøre. For hvad indebærer det at være Danmarks bedste breddeklub?
- NFB skal være Danmarks bedste breddeklub i den forstand, at vi skal have den bedste kultur i og omkring klubben, i omklædningen efter træning og kampe.
At være Danmarks bedste breddeklub betyder altså ikke at spille det allerbedste fodbold, men skabe en ramme, der giver de bedste muligheder for den bedste fodbold.
- Vi skal have de bedste trænere heri klubben. Når man har været træner her i 2 år, så får man en reel træneruddannelse, så vores spillere for de bedste forudsætninger, og ja, den bedste træning.
Selvom, at klubben både skal have den bedste kultur og de bedste trænere, skal NFB stadig være en klub, der har plads til alle.
- Klubben skal kunne rumme alle, både de helt store stjerner, til dem, der kommer for at kigge på toge, griner formanden.
NFB skal dermed være et sted, hvor alle har lyst til at spille fodbold lige meget, hvilket niveau det er på. Det skal være det bedste at være, både sportsligt, men i lige så høj grad også det menneskelige, for som Thomas siger:
- Der er ingen, der er over klubben. NFB skal være det fedeste sted at spille fodbold både fysisk, men også psykisk.
Det handler i stor grad også om at fastholde både spillere, trænere og frivillige, og det gør man ved at anerkende det arbejde, der lægges fra deres side. Uden de frivillige vil visionen slet ikke være en mulighed.
- Det er meget mere end en klub. Der er et enormt fællesskab på tværs af holdene og klubben. Ja, og de frivillige gør bare en kæmpe forskel.
En faktor, som Thomas mener allerede er med til at skabe et godt miljø i klubben er, at alle i truppen har været i spil på et eller andet tidspunkt, så alle har fået spilletid. Desuden, har Thomas også endnu et trick, der er med til at skabe sammenhold:
- Vi snakker og spørger vores spillere om deres mening, når tingene skal ændres. Spørg, hvad de egentlig vil. Det er ikke så svært: Spørg nu bare spillerne, afslutter Thomas med et grin.
Det vil altså sige, at Danmarks bedste breddeklub i Thomas og NFBs øjne ikke nødvendigvis betyder, at man skal spille det bedste fodbold i Danmark, men i stedet være en klub, der har de bedste forudsætninger for det bedste miljø for både ungdoms- og seniorafdelingen, trænere og frivillige. Alt i alt skal klubben være det bedste sted at være for alle, lige meget hvilken funktion, man har.