Billede beskrivelse

Nørresundby fB-træner Kasper Stiller stopper med øjeblikkelig virkning

27. august 2025 kl. 20.33

Nørresundby fB står foran et nyt kapitel efter, at cheftræner Kasper Stiller stopper med øjeblikkelig virkning – tidligere end først meldt ud. Derfor sætter vi Spotlight på beslutningen, klubbens værdier og planerne for en glidende overgang frem mod en ny trænerløsning. 

Sportschef Claus Ottosen understreger, at beslutningen var drevet af Stiller selv. – Kasper tog kontakt til klubben hen over weekenden og fortalte, at der var rigtigt meget pres på hjemme hos familien med en ombygning, pres på arbejde og et ønske om at kunne være mere med omkring sine sønners fodbold. Dette kombineret med en spændende opgave for Kasper i AaB gjorde, at han gerne ville stoppe med omgående virkning. Og da vi som klub har nogle værdier, vi sætter højt, ville vi naturligvis gerne hjælpe Kasper. Efter dialog med teamet omkring holdet og anførergruppen blev vi hurtigt enige om, at vores nuværende assistenttræner Peter H. Pedersen og målmandstrænerne Peter Redder og Mikkel Møller var klar til at overtage holdet indtil videre. Så vi er glade for at kunne sende Kasper videre med de flotteste og varmeste anbefalinger og glæder os til et nyt kapitel med en ny cheftræner, når denne er på plads, og indtil da ved vi, at holdet er i de bedste hænder, forklarede han. 

Sportslige overvejelser har ikke spillet en rolle i beslutningen. – Dette kan der svares ganske kort og klart på, da det ene og alene var et ønske fra Kaspers side, som vi er glade for at kunne imødekomme, sagde Ottosen. Klubben føler sig godt dækket ind i overgangsfasen. – Som skrevet ovenfor har Peter H. Pedersen taget tøjlerne som cheftræner indtil videre, og han har Peter Redder og Mikkel Møller som hjælpere. De vil sammen med truppen samle sig i bussen og give den fuld gas i den videre udvikling af en ung trup og i jagten på flere point, fortalte sportschefen. 

Arbejdet med at finde en permanent løsning er allerede godt i gang. – Da vi jo har haft tiden siden sommerferien med den viden om, at Kasper skulle stoppe til jul, har vi jo arbejdet intenst og grundigt på at afsøge mulighederne på trænermarkedet, og vi føler, vi er kommet ret langt i en grundig proces. 

Vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til at få en ny cheftræner på plads inden for overskuelig fremtid, og vi stresser ikke i processen, da holdet er i de bedste og mest kompetente hænder med Peter, Peter og Mikkel, afsluttede Ottosen. Nørresundby fB går en ny fase i møde med en stærk intern løsning og et solidt grundlag for fremtiden. Nu venter næste skridt – at få sat navn på klubbens nye cheftræner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste