Nedrykning blev en realitet for Morsø FC
Lørdag skulle sæsonen defineres for Morsø FC. På hjemmebane spillede morsingboerne for at undgå nedrykning til serie 3, da de mødte Ørslevkloster i den afgørende playoffkamp. Det blev det værst tænkelig udfald for Morsø FC, der tabte kampen med 0-2 og dermed skal ned i serie 3 i den nye sæson.
- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig og skuffet over nedrykningen, men vi må også bare erkende, at niveauet ikke har været til mere i denne sæson, siger Morsø FC-træner Brian Rettig.
Morsø FC har haft problemer med at være farlige foran mål i denne sæson, og det var også tilfældet mod Ørslevkloster, hvor morsingboerne manglede offensiv potens. Kort inden afslutningen på første halvleg fik gæsterne så bragt sig foran efter en personlig fejl fra hjemmeholdets side. En tilbagelægning endte hos en Ørslevkloster-spiller, der bragte Morsø FC på nedrykningskurs ved at score til 0-1.
I anden halvleg forsøgte Morsø FC at afværge den katastrofale nedrykning, men hjemmeholdet kunne ikke producere de fornødne chancer. I det 58. minut blev det så 0-2, da Ørslevkloster fik scoret efter en omstilling. Morsø FC kunne ikke komme tilbage i opgøret, og derfor endte det altså med en nedrykning til serie 3 efter et nederlag på 0-2.
- De kom med mere energi end os, og så var det meget symptomatisk for vores sæson, at vi ikke kunne skabe chancer. I anden halvdel af sæsonen har det slet ikke været godt nok fra vores side, siger Brian Rettig, der stopper som træner og overlader roret til Carsten Jørgensen til næste sæson.
- Måske er det godt nok for klubben at komme en række ned og starte lidt forfra, siger Brian Rettig.