Nederlag til HVA Sydthy – men Casper Holm så vigtige fremskridt
Interview med Casper Holm Sørensen fra Sjørring efter kampen mod HVA Sydthy
Hvordan oplevede du kampen mod HVA Sydthy, hvor I tabte 3-2 på hjemmebane?
- Jeg oplever en kamp, hvor vi havde mod på at have bolden og udfordre boldbesiddelse mod rækkens førerhold. Vi havde tre spillere, som af forskellige årsager først kunne møde lige til kampstart. Vi havde i oplægget særligt fokus på to af HVA’s profiler, som ikke måtte få plads omkring feltet. Den opgave løste vi desværre ikke. Jonas Bojesen blev indskiftet efter 14 minutter og scorede i sin første aktion, og kort efter blev det 0-2. Ikke lige det udgangspunkt, vi havde håbet på, da vi var klar med vores indskiftninger.
Synes du, nederlaget var retfærdigt set over hele kampens forløb?
- HVA er et virkelig godt hold med profiler i alle kæderne. Deres spilsystem og løbemønstre er på et højt niveau. Jeg syntes, vi gav dem kamp til stregen. Vi havde bl.a. to muligheder alene med målmanden, som vi desværre ikke fik scoret på. Det er der ikke råd til mod et hold, som ikke forærer mange chancer væk i kampen.
Hvad føler du, I kunne have gjort anderledes for at få point med fra opgøret?
- I betragtning af at vi det meste af sæsonen har haft meget fokus på at forsvare os, så synes jeg, vi skaber en rigtig god fodboldkamp. Vi fik vist, at vi også offensivt kan volde toppen af rækken problemer.
Hvad fungerede godt trods nederlaget – og hvad skal der arbejdes med frem mod næste kamp?
- Frederik Facius og Anders Højbak spillede en fremragende kamp. De to unge knægte har virkelig et fantastisk potentiale. Jesper Hedegaard var også tilbage efter en kort skadespause. Vi skal arbejde målrettet mod, at de aftaler, vi har omkring modstanderens profiler, som ikke må få plads og rum, skal overholdes. Det er op ad bakke at være nede 0-2 i de seneste kampe, når vi har mulighed for at hente endnu bedre resultater.