Billede beskrivelse

Nabobyens sejr blev Farsøs skjulte joker i oprykningskampen

16. juni 2025 kl. 19.03

Interview med Kristoffer Vorre fra Farsø/Ullits IK efter kampen mod Hadsund.

Hvordan oplevede du kampen mod Hadsund, og hvad sikrede jer sejren?

- Det var en kamp, hvor vi havde bolden 75 % af tiden, og Hadsund stod dybt og organiseret. Vi mødte et meget defensivt indstillet hold, som ikke havde de store ambitioner med bolden – ud over nogle få omstillinger. Hadsund kommer foran i første halvleg på netop en omstilling – en situation, vi burde have lukket ned fire gange, inden bolden endte i nettet. Herefter fortsætter vi med at være tålmodige på bolden, men vi formår ikke at spille os frem til de helt store chancer. Det skal dog også siges, at det var Hadsunds fortjeneste – de stod virkelig solidt. I anden halvleg er det total dominans fra vores side. Hadsund skaber intet – hverken hjørnespark eller afslutninger på mål. Jeppe Nyby scorer et flot mål direkte på frispark midt i halvlegen, og til allersidst får vi scoret sejrsmålet til 2-1 – ved undertegnede – efter et hjørnespark slået af Jeppe Nyby. Mega fed sejr på en svær udebane!

Hvilke ting fungerede særligt godt for jer i kampen?

- Vores tålmodighed på bolden og vores restforsvar, så vi kunne fortsætte med at have bolden.

Hvordan ser du på jeres chancer for oprykning nu?

- Det er selvfølgelig fedt, at vi nu igen selv kan afgøre det i sidste runde – hjemme mod Viborg Sdrm. IK. Vi håber, at vi kan få gjort arbejdet færdigt på fredag, forhåbentlig foran et velbesøgt Sparekassen Danmark Arena i Farsø. Vi møder et stærkt Viborg-hold, som også har noget at spille for. De ligger til en mulig playoff-plads, så der er meget på spil for begge mandskaber.

Hvornår fandt I ud af at Aars gav jer en hjælpende hånd?

- Vi havde sendt vores tidligere holdleder, Rasmus Lapirtis, til Aars, hvor han sørgede for at holde os opdateret løbende. Fra starten af 2. halvleg havde vi en fornemmelse af, at vi måske ville få en hjælpende hånd fra nabobyen – og midt i halvlegen fik vi det bekræftet: Aars havde vundet! Det betød, at vi blot skulle bruge ét point for selv at kunne afgøre det hele i sidste kamp. Håndbremsen blev trukket en smule – vi ville stadig gerne vinde, men vigtigst af alt: Vi måtte ikke tabe. En stor tak skal lyde til Aars! Vi betaler tilbage på fredag – med en sejr over Viborg Sdrm. IK.

Kampfakta:

Kamp: Hadsund – Farsø/Ullits IK
Serie & Kreds: Serie 1 Kreds 7
Resultat: 1-2

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste