Mikkel Kjær Andersen: - Vi skal slippe håndbremsen og vise os frem
Interview med Mikkel Kjær Andersen fra Aalborg Freja før kampen mod NUBI
Hvad tager I med fra sæsonens sidste træningskamp, og hvordan forberedte den jer på den kommende kamp? Hvem mødte I, og hvad blev resultatet?
- Vi mødte Hornum på hjemmebane og endte desværre med at tabe 1-2. For os et lille dyk i vores præstationer indtil videre. Men vi prøvede alt, vi kunne, for at opnå resultat, men ramte desværre en dag, hvor bolden ikke vil ind. Vi fik dog kort prøvet vores plan B og svaret på de fleste manglende spørgsmål inden sæsonstarten!
I er nedrykkere fra Serie 1, mens NUBI er oprykkere fra Serie 3. Hvordan vurderer du kampen mod dem som sæsonåbner?
- Alt er åbent! De har sulten for at vise, at de hører til i Serie 2, og vi har sulten for at vise, at vi vil være et tophold! Det bliver en fed og utrolig tæt kamp, som jeg personligt glæder mig helt enormt til!
Hvad har I fokuseret mest på i opstarten, og hvad vil I gerne se i den første turneringskamp?
- Energi og samle truppen på ny! Vi er kommet godt i land, men mangler stadig nogle relationer i holdet, som kun bliver bedre og bedre med tiden! Vi har fået en utrolig spændende trup - en trup, som virkelig giver den gas! Det vil hundrede procent styrke os igennem sæsonen!
Hvordan føler du, at holdet har udviklet sig under din ledelse op til sæsonstarten?
- Vi er blevet bedre til at tage ansvar for vores individuelle opgaver, samtidig med at folk byder ind på andres. Derudover er vi begyndt at slippe håndbremsen lidt, og det er vigtigt for vores udtryk!