Michael styrede AASI sikkert gennem kaos og hele vejen til oprykning
Efteråret har været præget af kontinuitet, lederskab og en afgørende rolle i bagkæden hos AASI. Med næsten fuld spilletid, anførerbindet om armen og et ungt hold i konstant forandring har Michael Nielsen været en bærende figur i et Serie 3-hold, der trods store udfordringer endte med at sikre oprykning til Serie 2 – og netop dét afspejles i nomineringen til Seriesport Award Efterår 2025.
For Michael Nielsen vækker nomineringen både stolthed og et glimt i øjet. Han er bevidst om sin rolle og betydning på holdet – og lægger ikke skjul på, at han godt forstår, hvorfor hans navn er blandt de nominerede.
– Jeg bliver meget stolt over nomineringen, men jeg forstår den da også godt, sagt med blink i øjet. Jeg har stort set fuld spilletid i alle kampe og er anfører på et hold, der virkelig er dynamisk og til tider ret godt, fortæller Michael Nielsen.
Efteråret har været alt andet end stabilt omkring ham. Skader og afbud i bagkæden har været et vilkår, men netop her har Michael Nielsen haft en central opgave i at få tingene til at hænge sammen.
– Trods utallige skader og afbud i bagkæden har min opgave været at organisere forsvaret gang på gang, og det er jo gået relativt fint, da vi sikrede os oprykningen til Serie 2, siger Michael Nielsen.
Selvom han selv peger på, at der stadig er fodboldmæssige detaljer, der kan forbedres, er han tilfreds med sit bundniveau og den stabilitet, han har bragt ind i en ung trup.
– Min egen indsats kunne sagtens være bedre fodboldmæssigt, men jeg er lykkes med at have et ok højt bundniveau og bringe den stabilitet, de unge og nye på holdet mangler, udtaler Michael Nielsen.
Michael Nielsen beskriver sig selv som en erfaren forsvarsspiller, der har lært at kompensere for manglende fart med taktisk snilde, placeringsevne og overblik.
– Jeg er efterhånden blevet en gammel snu ræv med god placeringsevne. Hastigheden har forladt mig, så taktisk er jeg nødt til hele tiden at forbedre mig, beretter Michael Nielsen.
Hans styrker ligger især i hovedspillet, fysikken og viljen til at tage de hårde dueller – kvaliteter, der fortsat er uvurderlige i Serie 3.
– Mine styrker vil altid være hovedspillet omkring eget mål, og det gør mig intet, hvis det bliver en fysisk kamp. Samtidig bilder jeg mig selv ind, at mit lederskab bidrager positivt, siger Michael Nielsen.
Han håber samtidig, at hans rolle rækker ud over kridtstregerne.
– Jeg tror og håber også, at mine holdkammerater mener, at jeg bidrager med god stemning i omklædningsrummet, fortæller Michael Nielsen.
Positionen er der ingen tvivl om længere. Michael Nielsen er den klassiske midterforsvarer – styrende, afventende og med fokus på organisationen.
– Min bedste og efterhånden eneste position er midterforsvar. Jeg er en styrende type, god på låget og ok på bolden af en forsvarsspiller at være, siger Michael Nielsen.
Udviklingsmæssigt peger han især på den kommunikative del som sit største bidrag i efteråret. Som defensiv grundpille har han haft et stort ansvar for at styre holdet taktisk på banen.
– Det kommunikative er nok der, jeg har betydet mest. Som grundtap i forsvaret skal jeg kunne styre det taktiske, selvfølgelig i tæt samarbejde med trænerteamet, forklarer Michael Nielsen.
Med oprykningen følger også nye krav – og her er han ærlig omkring egne forbedringspunkter.
– Jeg er nødt til at få fjernet mine personlige fejl, for de betyder ofte mål imod os. Med en ordentlig preseason og et knap så tæt kampprogram håber jeg, at mine gamle ben kan hjælpe mig af med dem, siger Michael Nielsen.
Når han selv sætter ord på, hvorfor stemmerne eventuelt bør falde på ham, vender han tilbage til det fundamentale: lederskab, loyalitet og stabilitet.
– Man skal stemme på mig, hvis man ser værdien i en spiller, der går forrest hele sæsonen verbalt og ledermæssigt. En stabil grundtap, der elsker at forsvare, og som har været med til at sikre oprykning for et ungt hold, siger Michael Nielsen.
Michael Nielsen har med rutine, overblik og kompromisløst lederskab været en afgørende faktor i AASIs oprykning. I et efterår med mange skift og udfordringer har han været det faste holdepunkt, som holdet kunne læne sig op ad.
Synes du, det er Michael, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens træner og spiller.