Michael Hjortkjær: – Vores "great escape" lever endnu!
Interview med Michael Hjortkjær fra SEIF efter kampen mod Aabybro
Hvordan oplevede du kampen mod Aabybro, og hvad var det, der gjorde udslaget for jer?
- Vi har været ekstremt hårdt ramt af skader og afbud i hele sæsonen, men denne gang kunne vi stille i næsten stærkeste opstilling – vi manglede “kun” syv mand. Det gjorde en forskel, og det var tydeligt, at drengene nød at spille sammen igen.
Hvilke elementer i jeres spil var du særligt tilfreds med i den vigtige udebanesejr?
- Vi var skarpe i begge felter. Vores målmand stod en brandkamp igen, og vi fik sparket bolden i kassen, når chancerne bød sig. Og så må jeg fremhæve Niclas Dam, der udskød en ferie og betalte 1.000 kr. for at ombooke sin billet – det blev en altafgørende beslutning!
Hvordan vurderer du sejren i forhold til moralen og troen på overlevelse før sidste runde?
- Moralen har aldrig fejlet noget, og spillerne leverer altid en topindsats. Det har ikke handlet så meget om at tro på overlevelse – det har handlet om at blive ved med at levere. Og det gjorde vi igen mod Aabybro.
Hvad viste spillerne dig i kampen, som giver håb for den kommende opgave mod Hjørring?
- Hvis vi kan være lige så skarpe i afslutningsfasen på søndag, så kan vores “great escape” meget vel lykkes – hvis altså FFI ikke vinder deres kamp. Vi tror på det!