Michael Bisgaard - Vi vil lege med i den sjove ende
Interview med Michael Bisgaard fra Saltum.
Hvad er jeres primære ambitioner for forårssæsonen – og hvad er realistisk at opnå?
- Vores ambitioner er helt klart at kæmpe med i den sjove ende – vi har en bred trup, så der kommer kamp om pladserne! Vi har haft en ganske fornuftig tilgang af spillere det sidste års tid og har en sund træningskultur med højt fremmøde – om det rækker til oprykning eller nedrykning er svært at sige. Men vi mener, det er realistisk, at vi leger med i den sjove ende.
Hvilke hold vurderer I som de største konkurrenter til denne målsætning?
- Hjørring holdene kender jeg ikke niveauet på – men jeg forventer, vi skal vinde de indbyrdes opgør med Jetsmark og Brønderslev for at opnå vores målsætning.
Hvilke spillere forventer I bliver nøglen til holdets succes?
- Vi har en solid stamme af rutinerede spillere, som giver god stabilitet samt en lille håndfuld hurtige individualister, som kan afgøre en kamp offensivt. Herudover har vi en keeper, som ikke altid får den credit, han fortjener.
- Han har ved flere lejligheder reddet os – specielt de gange, hvor vi er kommet langt i pokalturneringen. Men alt i alt er det kollektivet og bredden, der skal give os de nødvendige point.
Hvordan ser I på de lokale rivalopgør? Glæder I jer til at møde nogle specielle hold?
- Det bliver super fedt! Vi skal allerede møde Jetsmark i kamp 3 på hjemmebane. Her får vi lavet en masse lir til tilskuerne, så der kommer gang i Nols Stadion! Det bliver med garanti en herrefight – men forhåbentlig også en masse god fodbold.
Jeg sætter min hat på, at det er lillebror (Saltum), som trækker det længste strå😊 Herudover synes jeg ikke, der er deciderede lokalopgør, men derimod nogen kampe, hvor der er nogen interne kampe i kampen og det bliver også sjovt.