Med mål, overblik og humør løftede Engelbrektsen BSI til nye højder
Efteråret har været fyldt med hårdt arbejde, mål og ubesejrede kampe for BSI, hvor en central figur har holdt overblikket og skabt sammenhold. Benjamin Engelbrektsens nominering til Seriesport Award Efterår 2025 afspejler en spiller, der med sin alsidighed, målscoring og holdånd har været en nøglespiller for holdets stærke efterår.
Benjamin ser nomineringen som en anerkendelse af både egne præstationer og holdets samlede indsats.
– Det er jo altid dejligt med noget anerkendelse. Jeg synes mine præsentationer har været med til at styrke holdet her i efteråret, men det er svært at rose sig selv, og det ligger ikke lige til mig at gøre det. Det vigtigste har været vores holdpræstation, hvor vi er gået ubesejret igennem og desværre glippede oprykningen i sidste og afgørende kamp, fortæller han.
Som spiller fremhæver Benjamin sin alsidighed og sit gode humør som centrale bidrag til truppen.
– Jeg ser mig selv som en alsidig spiller på banen – dog har jeg altid selv set mig som angriber, men det arbejder vi stadig på 😉. Som holdkammerat prøver jeg altid at bidrage med godt humør og sjov, selvfølgelig uden at glemme seriøsiteten – vi spiller jo for at vinde, siger han.
I efteråret har Benjamin primært spillet central-midt med en offensiv rolle, hvor hans hårde arbejde uden bold har været vigtigt for holdets defensive struktur.
– Med bold ser jeg mig selv som en rolig spiller, der primært prøver at holde overblik og gøre mine medspillere gode, forklarer han.
Benjamin har udviklet sig i målscoringen, hvor han noterer 12 fuldtræffere.
– Det ligger et godt stykke over, hvad jeg plejer at ligge på. Men man kan altid blive en bedre holdkammerat og være der endnu mere for sine medspillere på banen – det ønsker jeg at udvikle mig mest i, konstaterer han.
Hans største betydning for holdet ligger i stabilitet, holdånd og at fremstå som en god ambassadør.
– Folk skal stemme på den, de synes har været en profil i efteråret, og endnu vigtigere, fremstået som en god ambassadør for deres klub. Hvis folk synes, det spænder overens med, hvordan de har set mig, så er deres stemmer mere end velkommen, siger han.
Benjamin Engelbrektsen har med sin alsidighed, målscoring og rolige overblik været et omdrejningspunkt for BSI i efteråret. Hans holdånd og bidrag både på og uden bold har gjort ham til en central figur i holdets ubesejrede efterår.
Synes du, det er Benjamin, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens træner og spiller.