Maj-måneden med skader satte tænder i Hadsund
Interview med Mads Jensen fra Hadsund B.
For Mads Jensen og Hadsund IF blev forårssæsonen i Serie 1 en kamp mod stregen – men også en periode med både højdepunkter, frustrationer og en stærk tro på egne evner.
– Jeg synes sejren ude mod Viborg Søndermarken blev afgørende for os i forhold til at sikre overlevelsen. Den kamp var vigtig. Samtidig synes jeg, at vi i de første kampe på foråret var både chanceskabende og i kontrol, fortæller Mads Jensen.
Det var dog ikke alle opgør, der ramte samme niveau. Ét nederlag nager stadig.
– Det var klart nederlaget på hjemmebane mod Doense, der skuffede mest. Vi ramte aldrig et acceptabelt spændingsniveau hverken ift. ærgerrighed eller intensitet, og det skal vi tage på os. Og så havde vi en forfærdelig måned i maj med 7 mand ude i alle kampe – det trak virkelig tænder ud og gjorde det svært at holde os skarpe.
Et hold skilte sig ud – både på banen og i den mentale kamp.
– Vi havde klart sværest ved at håndtere Farsø spillemæssigt. De var gode på alle pladser, og i den anden kamp mod dem valgte vi for første gang at gå på kompromis med vores egen spillestil. Det var tæt på at lykkes – de scorede på to dødbolde, hvoraf det sidste mål faldt i de døende minutter.
Og netop dén præstation satte spor – for selvom nederlaget var fortjent, var der noget andet, der stod tilbage.
– Havde de bare spillet os ud af banen og scoret et par gange, havde det været lettere at acceptere. Men jeg havde virkelig ondt af drengene efter kampen. De arbejdede som aldrig set før, og det var en præstation med hjerte og vilje.
For Hadsund blev foråret et spejl af både modgang og potentiale. Og ifølge Mads Jensen er der masser at bygge videre på – især når truppen er samlet og klar.