Magnus Nielsen: - Vi vil lave en overraskelse mod Klitmøller
Interview med Magnus Nielsen fra Vorupør før kampen mod Klitmøller IF
Hvordan vil I gribe kampen an mod Klitmøller IF oven på det sene nederlag i premieren?
- Vi vil gribe kampen an som en hver anden kamp, dog med det i mente at dette er nok det største lokalopgør i Thy lige i øjeblikket. Vi kommer som oprykkere med den største respekt for Klitmøller og alt hvad de har præsteret de sidste par år. Vi skal mange år tilbage i tiden for at finde en turneringskamp imellem os & Klitmøller IF. Vi skal spille vores spil og prøve så vidt muligt at lukke ned for deres offensive esser.
Tror du på, at I kan overraske Klitmøller IF trods deres stærke niveau?
-Selvfølgelig har jeg et lille håb på det, andet ville næsten være fjollet. Vi ved dog godt at det bliver en utrolig svær opgave at spille i Klitmøller som har et stærkt sammentømret hold og som har spillet i toppen af Serie 2 de sidste par sæsoner og med en sæson i Serie 1. Men hvem ved? Alt kan ske i et lokalopgør og vi vil se om vi ikke kan lave den store overraskelse.
Hvad er dit kendskab til Klitmøller IF, og hvad forventer du af dem?
- Vi har et stort kendskab til Klitmøller, og forventer klart en stærk offensiv tilgang med en solid defensiv som de har vist tidligere. Skak, Kjær, Haval & Mathias K er alle utrolig dygtige offensive spillere som næsten er garant for mål. Jeg har en klar forventning til at Klitmøller kommer buldrende ud til kampen og vil forsøge at tromle hen over os.
Hvad har I fokuseret på i træningen for at rejse jer efter den skuffende start?
- Benhårdt arbejde, alle skal kunne løbe de ekstra meter for hinanden som det kræver i Serie 2. Vi har arbejdet mere med bolden og i løbemønstre og at stå kompakt defensivt. Jeg håber at alle som har mulighed for det vælger at tage turen til Klitmøller og være med til at skabe den fede stemning en kamp som denne fortjener.