Billede beskrivelse

Mads Møller Jensen: Seks point på tavlen, men der var plads til mere

09. september 2025 kl. 17.00

HVA Sydthy er kommet fornuftigt fra land i efterårssæsonen, hvor holdet har vist, at de kan spille op mod stærke modstandere. Derfor sætter vi Spotlight på deres præstationer, de unge profiler, og de udfordringer, som præger hverdagen i klubben.

Mads Møller Jensen peger på, at starten har været tilfredsstillende, selvom holdet på forhånd vidste, at modstanden ville blive hård. – Helt overordnet set, så synes jeg, at vi er kommet okay fra start i denne sæson. Med lidt mere erfaring og held, så ville vi også have haft flere point. Men vi er godt tilfredse med, at vi har fået seks point indtil videre.

Han fremhæver især offensiven som en styrke. – Jeg er stadig glad for vores offensiv, hvor jeg synes, at vi har produceret godt med chancer og også har været i stand til at putte mange af dem ind. Defensivt har vi lukket for mange mål ind, og det er et udviklingspunkt. Det er især ved de defensive omstillinger, hvor vi har set lidt sårbare ud.

Når det gælder målsætningen, holder HVA Sydthy fast i deres tilgang. – Vi tror stadig på, at vi kan drille mange af holdene og skabe gode oplevelser. Vi er stadig ydmyge og tager en kamp ad gangen, og så har vi en god fornemmelse af, hvor der kan ligge point til os. For vi må også erkende, at der ved nogle opgør bare er stor forskel. Nogle hold henter tidligere divisionsbombere, mens vi gør brug af vores ungdomsafdeling, hvor spillerne skal bygges op som seniorspillere. Men bolden er rund, og alt kan lade sig gøre.

Blandt de største højdepunkter fremhæver han sejren på 3-0 hjemme mod Ølstrup. – Vi havde et par unge knægte i forsvaret, som virkelig leverede en topkamp. Vi har skolet den 18-årige Isak S. Sørensen om til centerback, og jeg må bare påskønne den måde, han har udviklet sig. Hvis han fortsætter, bliver han et kæmpe aktiv for klubben i mange år.

Billede beskrivelse

Der er flere spillere, der har vist stærk udvikling. – Jeg vil gerne nævne vores anfører, Emil Grud, som i hver eneste kamp løber så mange meter i holdets tjeneste. Han laver det beskidte løbearbejde, men scorer også mål og er med i mange af tingene. Derudover vil jeg også nævne vores midtbaneanker, Lucas Søe, som er inde i en ret god udvikling. Det er vigtigt for vores måde at spille på, at vi har en så boldsikker spiller der.

Dog har skader og afbud sat deres præg. – Vi har desværre i hele seniorafdelingen været ramt af mange skader og afbud. Det har haft kæmpe betydning. Vores førstehold har været lidt forskånet, men det har set rigtig frustrerende ud for andetholdet. I sådanne situationer er det vigtigt, at vi alle bakker op om fællesskabet og giver det, vi kan. Og der har vi haltet lidt.

Også kampkalenderen har påvirket hverdagen. – Vi har været ramt af ufattelig mange hverdagskampe, og sjovt nok har det været de længste udebaneture, som har ligget der. Det har naturligvis påvirket træningsintensiteten og muligheden for at træne ordentligt og kontinuerligt. Jeg glæder mig til, at vi nu går ind i en periode, hvor det igen kan blive en mulighed.

HVA Sydthy har dermed fået en sæsonstart, der både rummer lyspunkter og udfordringer – og de næste kampe vil vise, om holdet kan bygge videre på de stærke præstationer og samtidig håndtere de bump på vejen, der er uundgåelige i Serie 1.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste