Lokalopgør i Jyllandsserien: KFUM håber at bryde Vejgaard-forbandelsen
Interview med Kim Pedersen fra Aalborg KFUM før kampen mod Vejgaard
I møder jeres medoprykkere Vejgaard hjemme, og første opgør endte 3-3. Hvordan vil I forsøge at udnytte jeres kendskab til hinanden i denne kamp?
– Vi har efterhånden udviklet lidt af et Vejgaard-kompleks og har bestemt ikke fået som fortjent de gange, vi har mødt dem. Vi har derfor søgt ekstern hjælp for at komme komplekset til livs – så håber vi, det hjælper 😎.
Ser du jer som favoritter i kampen, og hvorfor?
– Lokalopgør er altid intense og uden de store favoritter. Kigger man på tabellen, er vi nok knebne favoritter, men det kan vi ikke bruge til noget. Virkeligheden er en anden, og der skal kæmpes om hvert et græsstrå.
Hvordan vil I gribe kampen an taktisk?
– Holdene, drengene og trænerne kender hinanden så godt, at der næppe kommer de store taktiske overraskelser.
Hvor vigtig er kampen for jeres muligheder for oprykning?
– Alle kampe er vigtige, uanset hvem vi møder. Det, som er mest vigtigt, er dog, at vi spillemæssigt hæver niveauet en del i forhold til kampen mod VSK.