Lokalbrag på menuen - hvem trækker det længste strå?
Nørresundby fB står foran et intenst lokalbrag mod NUBI – et hold, der har hentet tre sejre i sæsonens første fire kampe. Kampen bliver en test af både teknik og mental styrke, og træner Martin Østerbæk ved, at detaljerne kan blive afgørende. Derfor sætter vi Spotlight på hans vurdering af styrkeforholdet og nøglerne til succes.
For Martin Østerbæk handler kampen ikke blot om point – men også om at vise, at holdet kan matche NUBI på deres styrker, samtidig med at de fastholder deres eget udtryk.
– NUBI er en ærgerrig gruppe, der kæmper for klubben og hinanden. De udnytter deres chancer godt, og derfor skal vi spille hurtigt og teknisk for at få vores egne styrker i spil, siger han og understreger, at opgøret kan blive meget åbent, fordi de to holds kvaliteter er så forskellige.
Fra de første to kampe tager Østerbæk både tro og erfaring med. Holdet vandt sæsonens første hjemmekamp og viste i nederlaget mod Hals, at de kan stå sammen, når det gælder. – Vi er i en positiv udvikling og tror på os selv, siger han.
Analysen af NUBIs seneste sejr over Hals har også været en del af forberedelserne, men Østerbæk advarer mod at lægge for meget i resultatet. – Hals manglede nogle profiler og lykkedes ikke med deres spil. NUBI scorede på deres eneste chance, men vi skal fokusere på vores eget spil og sikre, at vi ikke lader dem bestemme kampens tempo, fastslår han.
Mental styrke og vilje bliver afgørende for, hvem der trækker det længste strå. – Vi skal turde spille frisk til og levere en løbeindsats, der kan matche NUBIs fysik. Hvis vi skal have point, skal vi være et bedre spillende hold. Bliver det en fysisk kamp, har vi ikke en chance, lyder det kontant fra træneren.
Østerbæk forventer samtidig, at kampen vil tiltrække mange tilskuere og skabe en intens ramme om lokalbraget. – Sidst vi mødtes, var der en fantastisk stemning. Det kan give os et ekstra skub, hvis vi formår at udnytte den energi, publikum skaber, siger han.
Kan Nørresundby fB spille sig til en sejr i kraft af teknik, mod og tro på egne evner? Eller bliver NUBIs fysik afgørende i lokalopgøret? Svaret får vi lørdag, når de to hold tørner sammen på Lindholm Høje Stadion.