Lokalbrag i vente: Martin Helt Haahr håber på 300 fans til "Kampen om Cold Hawaii"
Fredag aften klokken 18 bliver der fløjtet op til ægte lokalopgør i Klitmøller, når Klitmøller IF og Vorupør B tørner sammen i det, der er blevet døbt Kampen om Cold Hawaii. En kamp, der ikke bare handler om point - men også om lokal stolthed.
- Fredag aften er ikke den mest optimale dag for en fodboldkamp, erkender Martin Helt Haahr, og tilføjer hurtigt, at det kommer også meget an på vejret.
- Børnefamilierne vil gerne have fri i weekenden, så det er her, de kommer og ser sådan en kamp. Det er klart, at der er en helt anden tænding, når det er et lokalopgør som det her.
Forventningerne til opbakningen er store. Haahr håber på en god stemning og masser af tilskuere.
- Jeg håber på en 150-200 stykker, eller nok 300, når det nu er sådan en kamp her.
Der er også gjort noget for at tiltrække publikum – blandt andet er entréen sløjfet, så endnu flere vil komme og støtte op om hjemmeholdet. Desuden, er der også varmet op til endnu en specialitet.
- Vi har jo Thys bedste grillpølser, og en masse flaskeøl klar, siger han og griner.
På banen venter dog en modstander med meget at spille for. Vorupør B er netop rykket op i Serie 2 og kommer med masser af energi og motivation.
- De kommer selvfølgelig med en masse gåpåmod og vilje, så det er noget, vi skal tage højde for, lyder det.
Selvom modstanderen er ny i rækken, går hjemmeholdet ind til kampen som favoritter. Holdet har fået en stærk start på sæsonen og sidder på førstepladsen.
- Jeg er meget tilfreds med opstarten på sæsonen, og vi har vundet vores seneste to kampe. Vores ambition er også at ligge i toppen – vi vil gerne ligge nummer 1.
Men vejen til toppen har ikke været uden bump. Skader har plaget truppen, og til enkelte kampe har det været nødvendigt at bruge bredden i truppen for at stille hold.
- Vores anfører er også skadet, så jeg har været spændt på, hvordan forsvaret har klaret sig. Men vi har alligevel en rigtig god bredde på holdet.
Og det er ikke kun internt, forventningerne er høje.
- De andre klubber i puljen ser også os som dem, de gerne vil slå, konstaterer Haahr.
Der er lagt op til en spændende aften i Thy, hvor både rivalisering, fodbold og grillpølser er på menuen, når Klitmøller IF og Vorupør B tørner sammen fredag klokken 18.00 på Klitmøller Stadion.