Lokalbrag i vente: Klitmøller jagter ny sejr over Hanstholm
Interview med Sebastian Andersen fra Klitmøller IF før kampen mod Hanstholm IF
Hvem ser du som favorit, når I tager imod Hanstholm IF?
- Vi skal være favoritter til kampen. Vi spiller på hjemmebane, og jeg ved allerede nu, at vi kommer til at stille stærkt til lokalopgøret. Men det er altid svært at forudsige resultatet i sådan et opgør, da der er meget på spil, og det kan nemt være marginalerne, som afgør kampen. Men jeg håber på en fed kamp og 3 point til de gule!
Hvad skal fungere igen, hvis I skal gentage sejren fra det første opgør?
- Vi skal turde at udfordre Hanstholms bagkæde og spille med stor selvtillid, og så skal vi generelt bare udnytte vores egne styrker, for dem har vi mange af. Vi skal have samme tålmodighed på bolden, som vi havde i vores seneste kamp – det så godt ud.
Hvad er dine forventninger til opgøret – både spillemæssigt og resultatmæssigt?
- Jeg har forventninger om, at kampen bliver intens og fysisk, som næsten alle lokalopgør er. Men vi skal ud og spille vores eget spil og se, om vi ikke kan sætte os på opgøret fra start af. Kan vi komme godt ud til kampen, så tror jeg på, at vi nok skal få et godt resultat. Men det bliver ikke en let kamp, og det bliver nok en smal sejr, hvis et af holdene vinder – det er i hvert fald min forudsigelse.
Hvad bliver nøglen, hvis I skal tage tre point og holde gang i stimen?
- Nøglerne bliver at finde fodboldglæden frem og have positivt engagement og humør hele vejen rundt, og så skal vi bygge videre på det, der fungerede mod MorsØ – som var mange ting – og så være totalt afklarede i det bagerste geled. Er vi i det mindste tvivl, så skal bolden sparkes ud til surferne i havet. Hvis vi holder os til aftalerne, så bliver det fedt.