Billede beskrivelse

Løgstør IF scorer på chancerne og forlænger sin ubesejrede stime

09. oktober 2025 kl. 13.12

Løgstør IF fortsætter den gode stime i Jyllandsserien Pulje 1.1, hvor holdet onsdag aften hentede en vigtig udesejr på 2-0 over Holstebro B. 

Løgstør-træner Kristian Skriver var tilfreds med både resultat og indsats.

– Det var en meget veludført præstation. I en tæt kamp stod vi godt på banen, bragte den fysik og intensitet, som var nødvendig mod en god modstander, og vi var også dygtige til at kontrollere spillet med bolden, fortæller Skriver.

Kampen blev præget af stor intensitet og få åbne chancer, men Løgstør viste sig skarpest i de afgørende situationer.

– Det var en meget jævnbyrdig kamp, og forskellen blev, at vi scorede på vores chancer – og Holstebro ikke gjorde. Vi skabte også en anelse mere end dem. Målet til 1-0 var som taget ud af fodboldens ABC og gav en smule kuldegysninger ude på bænken, lyder det fra cheftræneren.

Sejren betyder, at Løgstør nu ikke har tabt i seks kampe i træk – et stærkt signal i en tæt pulje, men Skriver er bevidst om, at arbejdet langt fra er færdigt.

– Vi er ikke i mål endnu. Det ser selvfølgelig fornuftigt ud, men det bliver svært med kamp igen allerede i morgen, fredag. Det er kun 48 timer efter onsdagens kamp, og det trækker tænder ud rent fysisk, forklarer han.

Til trods for det tætte kampprogram er der også læring at tage med videre – især i det offensive spil.

– Når Christian Laustsen kombinerer sin gode placeringsevne og taktiske forståelse med at vende frem i banen på sin førsteberøring, så får vores offensive spil en helt anden dynamik, siger Skriver afslutningsvis.

Kampfakta

  • Kamp: Holstebro B - Løgstør IF
  • Målscore: 0 - 2
  • Serie: Jyllandsserien Pulje 1.1
  • Kamptidspunkt: 08. oktober kl. 19:00
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste