Lasse Nymann: - Vi leverer en langhåret indsats på en langhåret bane
Interview med Lasse Nymann fra Vaarst/Fjellerad efter kampen mod Skelund
Hvem syntes du kunne være mest tilfreds med det ene point og hvorfor?
- Vi leverer en langhåret indsats på en langhåret bane, så tror vi skal være fair og sige at vi bør være mest tilfredse med det ene point. Når man ikke kan lave 3 sammenhængende i streg, er det generelt svært at lave mål, så at vi får lavet 2 dåser på god fight og moral, er egentlig ganske tilfredsstillende.
Hvad tog I med jer fra kampen ud over det ene point på kontoen?
- Vi er super skarpe på dagen, for det var ikke mange chancer vi kreerede, så det hæfter jeg mig ved. Derudover er det ikke meget vi tager med, udover titlen som ubesejrede.
Hvordan ser du jeres sæsonstart med 7 point efter tre kampe?
- Vi er super tilfredse, vi kan ikke tillade os at være andet hvis man kigger på tidligere sæsoner. Jeg havde personligt købt 7 point de første 3 kampe inden sæsonen, men nu hvor vi har dem, vil vi rigtig gerne fortsætte i samme spor.
Hvad fungerede ekstra godt mod Skelund, som I kan bygge videre på?
- Selve spillet på banen gav ikke fundament for at bygge specielt meget videre på noget. Jeg vil dog igen fremhæve moralen, da vi kommer tilbage efter at være et mål og en mand nede i kampens slutning. Det giver et boost at vi kan hive point hjem, trods lidt modvind.