Billede beskrivelse

Lasse Nymann: – Når tudekiksen er spist, må man anerkende dem

22. maj 2025 kl. 14.02

Interview med Lasse Nymann fra Vaarst/Fjellerad efter kampen mod Øster Hornum

Var nederlaget på 2-1 til Øster Hornum fortjent set med dine øjne?

– Uden at tage noget fra deres sejr, så synes jeg, vi var det bedste hold på banen. Vi lukker to mål ind, som alle dage skulle være undgået, og vi havde optræk til meget mere end det ene mål, vi fik lavet. Men når tudekiksen er spist, må vi også anerkende et hold, der greb deres chancer og tog – for dem – en stor skalp i toppen.

Hvad kunne I have gjort anderledes for at få point med hjem?

– Jeg synes, vi bliver utålmodige i store dele af kampen. Dog synes jeg, vi spiller bedre i anden halvleg og holder kuglen mere i ro. Men kampene bliver afgjort i felterne, hvor vi desværre igen trækker det korteste strå i de her tætte kampe.

Hvordan vil du beskrive jeres præstation i kampen?

– Jeg synes egentlig, vi spiller bedre og bedre, og de sidste tre kampe kunne sagtens have kastet flere point af sig end de har. Man kan selvfølgelig ikke bruge en god præstation til så meget, når man taber, men jeg er nu ret fortrøstningsfuld på holdets vegne.

Hvordan påvirker det jer med to udebanenederlag i træk?

– Det er selvfølgelig ærgerligt, og fællesnævneren har været trænerens tilstedeværelse. Coach David havde afbud mod Gug, hvor vi tog sejren med årets første clean sheet. Det er selvfølgelig noget, bestyrelsen bider mærke i, når den sportslige situation bliver vendt. Hvis ikke lige han havde været på trænerkursus, var trænersædet nok varmere, men nu får han nok et sommertransfervindue mere til at bevise sig.

Kampfakta:

Kamp: Øster Hornum – Vaarst/Fjellerad
Serie & Kreds: Serie 3 Kreds 28
Resultat: 2-1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste