Lasse Nielsen: – Lasse Kjær er puljens bedste målmand
Foråret nærmer sig, og derfor sætter vi Spotlight på Tornby IF, hvor træner Lasse Nielsen peger på de spillere og relationer, der skal bære holdet gennem sæsonen. Med klare roller, stærkt sammenhold og fokus på udvikling håber Tornby at tage næste skridt i Serie 3.
Tornbys sidste skanse er en central figur både på og uden for banen.
– Det gør Lasse Kjær. Han er puljens bedste målmand, så han bidrager med en masse på banen, med hans rutine samt overblik, hvor han dirigerer med forsvaret. Uden for banen er han en god fyr, der spreder godt humør og leverer et kæmpe arbejde i klubben, fortæller Lasse Nielsen.
Anførerbindet sidder på samme mand, og betydningen er til at tage og føle på.
– Lasse er også anfører, og han betyder utroligt meget som tidligere nævnt. Han går først, og hans engagement smitter af på de andre, siger træneren.
Når det gælder målscoringen, har han flere bud.
– Jeg regner med Nicolaj Lund følger op på sidste sæson, så mon ikke han laver nogle stykker i løbet af sæsonen. Jeg har dog tiltro til, at Jonas Olesen kommer til at presse ham på den front her i foråret, forklarer Lasse.
Fokus er dog ikke kun på enkeltspillere.
– Holdet bliver vigtigt for os i år. Det gælder om alle stepper op i begge ender, konstaterer han.
Alligevel er der to, han ikke vil undlade at fremhæve.
'– Hvis jeg lige skal nævne 2, tænker jeg på Oliver Kjær og Gustav Christiansen. De betyder enormt meget på og udenfor banen. De giver altid alt, hvad de har, og så er det bare nogle gode gutter, siger Lasse Nielsen.
Kigger han tilbage på efteråret, er der også klare forbedringspunkter.
– Vi skal blive skarpere i felterne. Så skal vi starte kampene stærkere, så vi undgår at komme bagud tidligt, slutter han.
Tornby IF går foråret i møde med tydelige roller, stærkt sammenhold og en tro på, at helheden kan løfte holdet. Nu handler det om at få det hele til at klikke, når kampene fløjtes i gang.