Kredsens suveræne tophold kommer på besøg på hos Sønderup/Suldrup
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Brian Christiansen med Sønderup/Suldrup.
I tager hjemme imod Strandby IF Farsø, hvad er dine forventninger til kampen?
- Kredsens suveræne tophold kommer på besøg, og det bliver selvfølgelig en rigtig hård kamp for os. Blot 1 nederlag i 10 kampe vidner om hvor stærke de har været i dette forår. De har masser af rutine, fart og fysik og er meget svære at spille i mod. De spiller meget direkte med lange bolde, og den spillestil har mange hold svært ved at håndtere. Når de har alle spillere til rådighed er de i min optik også puljens stærkeste hold. Vi er endnu engang ramt af skader og afbud, men jeg håber, at vi på trods kan give topholdet en god modstand.
Hvis du skulle pege på tre nøgleord til den kommende kamp, hvilke skulle det så være og hvorfor?
- Parathed, styrke og mod. Hvis vi ikke har disse 3 ting med ind på banen, så knuser de os, såre simpelt.
Med blot 4 point i de sidste 3 kampe, så har I mistet 2. pladsen til Arden, hvor mange point tror du I skal hente i sæsonens sidste 4 kampe for at generobre 2. pladsen?
- Man kan vel ikke miste noget der ikke er vores, og med den form Arden er kommet i er det helt fortjent de ligger hvor de gør. Hvis vi skal ende på 2. pladsen skal vi vinde de sidste 4 kampe, og det er måske ikke engang nok. Arden kan selv afgøre det. For os handler det mere om at finde noget stabilitet og genfinde os selv. Vi har haft alt for mange dårlige kampe, så det er egentlig her at fokus ligger.