Kontinuitet var Hornums nøgle til oprykningen
Interview med Mike Hermansen fra Hornum IF efter sæsonen
I vandt rækken og sikrede jer oprykning til Serie 2 – hvad har været jeres hemmelighed til at holde nerven hele vejen til det sidste?
- Kontinuitet har været opskriften langt hen ad vejen. Vi har ikke været prangende i alle kampe sæsonen igennem, men vi har generelt været stabile. Derudover har det haft stor betydning, at vi har kun har haft lidt udskiftning på holdet fra kamp til kamp. Særligt vores forsvar har der ikke været skiftet så meget ud på pladserne som tidligere og det skaber også en ro og kontinuitet, at man ved, hvem man har dernede i forhold til det opbyggende spil og rent defensivt.
Der har været intens konkurrence med Borup og Gundersted hele vejen – hvad tror du, der gjorde forskellen i slutspurten?
- Jamen vi vælger at stemple ind, der hvor tingene skulle afgøres. Vi smed nogle dumme point imod Aars og Nørager, så Gundersted kampen blev afgørende, og der synes jeg, at vi beviste, at vi tog en fortjent oprykning i sidste ende. Borup var også rigtig godt med, men mistede lidt pusten de sidste kampe, hvilket dog også skal ses i lyset af, at de manglede nogle af deres absolutte profiler.
Hvilket øjeblik i denne sæson husker du bedst, og hvad betød det for holdets morale?
- Vores sejr hjemme på Hornum stadion mod ærkerivalerne Gundersted IF. Vi fører 4-0 efter 20 min, og spiller generelt suveræne flotte 30 min. Det sker ikke hver dag, at der bliver scoret 4 mål på 20 min. Mod Gundersted som generelt er et rigtig svært hold at slå og altid giver sig 100% på banen. Det var derfor et stort højdepunkt i sæsonen og noget som skabte forrygende stemning i omklædningsrummet efterfølgende.
Hvordan har du og holdet håndteret presset med så tæt en topstrid, og har det påvirket jeres spil positivt eller negativt
- Jeg synes, at vi har været gode til at tage en kamp ad gangen… Det lyder lidt klichéagtigt, men det synes jeg langt hen ad vejen, at vi har formået. Det påvirkede os heldigvis positivt, for vi steppede op, da der var behov for det.
Har der været et tidspunkt, hvor I virkelig følte, at sejren var tættere på end nogensinde før, eller var det en kamp hele vejen?
- Det var spændende til det sidste, hvilket også gjorde det til en spændende sæson for den neutrale tilskuer, da tre hold bød sig til helt hen til anden sidste runde.