Billede beskrivelse

Klitmøller skal rejse sig mod Thisted FC efter smerteligt nederlag

14. maj 2025 kl. 07.30

Interview med Sebastian Andersen fra Klitmøller før kampen mod Thisted FC

Hvordan vil I rejse jer efter 6-0 nederlaget og få et godt resultat mod Thisted FC?

- Vi kommer til at møde en modstander i en anden kaliber end Vinderup, dog uden at forklejne Thisted, som ikke bliver et nemt hold at spille imod. Men vi skal have fundet frem til de ting, som virkede for os i de første fire kampe, hvor vi formåede at spille og presse som et hold. Vi har spillet under niveau i de sidste tre halvlege. Nu skal vi sætte to gode halvlege sammen igen, og så skal det nok vende for os.

Hvordan forbereder I jer på kampen mod Thisted FC efter en 12 dages kamppause?

- Vi fik en uge uden kampe, fordi vi fik vores kamp mod Borbjerg/Skave udsat, hovedårsagen var en trist baggrund, nemlig en begravelse, som berørte en del fra klubben. Men pausen kom også nogle andre spillere til gode i form af ro, da vi havde en del spillere, som trængte til en weekend uden bold. Så på torsdag mod Thisted, forventer jeg at se en flok spillere, som er fulde af energi og som er klar til at give den en skalle.

Hvem ser du som favorit i opgøret, og hvad bliver nøglen til at få point med hjem?

- Som jeg har sagt før, så skal vi være favoritter til alle vores hjemmekampe i denne sæson, og Thisted-kampen er ingen undtagelse. Men vi kender også godt Thisted, og vi ved, at hvis vi ikke rammer dagen, så mister vi point. Så arbejdshandskerne skal findes frem, og vi må under ingen omstændigheder undervurdere Thisted. Det tror jeg nu heller ikke, at nogen spillere gør.

Hvordan vil I gribe kampen an for at få en bedre præstation end sidst?

- Vi skal være meget mere afklarede i, hvordan vi vil spille fodbold og hvordan vi vil forsvare. Det så for rodet ud i Vinderup-kampen, men får vi styr på det, så skal vi nok få et godt resultat. Det er jeg ikke i tvivl om.

Kampfakta:

Kamp: Klitmøller – Thisted FC
Serie & Kreds: Serie 3 Kreds 32
Kamptidspunkt: 15. maj kl. 19.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste