Klassespillere tilbage i truppen til vigtigt opgør
Interview med Kristoffer Vorre fra Farsø/Ullits IK før kampen mod NUGF Viborg
I skal møde NUGF Viborg på hjemmebane – ser I jer som favoritter?
- Vi glæder os til igen at spille på hjemmebane – forhåbentlig med masser af tilskuere på lægterne! Det er bare fantastisk at mærke den opbakning, vi får fra byen, og vi håber, at vi denne gang kan kvittere med både en sejr og nogle mål. Ja, det vil jeg mene, vi er. Jeg har set NUGF Viborg et par gange, og de er et godt trænet hold, der er dygtige til at lægge en gameplan – og ikke mindst til at følge den. Det er fedt at se et hold med en klar og defineret spillestil, hvor alle spillere kender deres roller og bidrager til helheden. Vi skal ud og sætte os på kampen og få kampen over på vores præmisser. Vi skal have skuret tempoet op, og få vores individuelle spillere til at shine. Til kampen vil der igen være plads til Lukas Sneftrup og Simon GTA, som vender tilbage fra ferie og sygdom. Begge spillere manglede i Doense, og det kunne man godt se. Vi glæder os til at byde NUGF Viborg og alle tilskuere velkommen på Sparekassen Danmark Arena Farsø.
Vil alt andet end 3 point mod NUGF Viborg være en skuffelse?
- Jeg vil svare kort på dette spørgsmål. Ja, det vil være en skuffelse, hvis vi ikke på hjemmebane kan vinde. Vi vil rigtig gerne gøre vores hjemmebane til et fort, og det starter vi med at gøre på onsdag..
Hvordan vil I gribe kampen an baseret på erfaringerne fra de første 3 kampe?
- Vi vil ud og angribe kampen, og vil fra start være det dominerende hold. Det forventer jeg, at vi som hold kan gøre.
Hvad bliver de vigtigste faktorer for at sikre jer 3 point i denne kamp?
- Vi skal have sat vores offensive spillere op i de bedste situationer som muligt, og så skal vi prøve at få scoret på nogle af de chancer, som vi skaber. Derudover skal vores indlægspil offensivt være bedre. Vi skal have snakket lidt om, hvordan vi vil have fyldt feltet op.