Kim Pedersen - Overraskende playoff-kamp er en tidlig julegave
Interview med Kim Pedersen fra Aalborg KFUM før playoff-kampen mod Jetsmark
Hvad forventer du af playoff-kampen mod Jetsmark, og hvordan vil I gribe den an?
- Det er helt surrealistisk og bestemt ikke noget vi havde drømt om, at vi nu igen skal spille playoff(on)-kamp. Mange fra vores trup havde planlagt gymnasiefest fredag og med efterfølgende J-Dag 🍺🧑🎄🤶. Men det må nu vente, hvor J'et for jul er skiftet ud med J'et for Jetsmark. Vi var mere eller mindre gået på en lang vinterferie, men nu træner vi let torsdag og vi glæder os til kampen og har alt at vinde og intet at tabe, da denne kamp er en ekstra og meget uventet tidlig julegave.
Hvilket kendskab har I til Jetsmark, og hvordan har de præsteret i sæsonen?
- Vi kender ikke så meget til dem, men slog dem i en sommerkamp i en mini turnering i Nørresundby inden denne efterårsturnering. Der var vi klart bedst, men begge hold havde mange afbud til den kamp, så den sejr kan vi ikke bruge til noget som helst. Tuncay og jeg har efterfølgende set dem et par gange i deres turnering, så lidt er vi forberedte. Vi skal heller ikke negligere, at de virkelig har fundet melodien i deres sidste fem kampe, hvoraf de sidste fire er vundet Så de rider på en bølge og det aftvinger respekt med fem sejre i streg, men vores formbarometer har også været stødt stigende her mod sæsonafslutningen, så det er to formstærke hold der mødes.
I kampen om en plads i Jyllandsserien 1, ser I jer selv som favoritter, eller er det en jævnbyrdig kamp?
- Selvfølgelig er vi ikke favoritter, da vi spiller i en række under dem, og de har tilmed hjemmebane. Så favoritskabet tilhører uden tvivl Jetsmark. Det passer os dog glimrende, for en ting er sikkert, de skal få kamp til stregen.
Hvad bliver nøglen til succes i denne playoff-kamp?
- Ungdommens mod og det at vi har alt at vinde og intet at tabe, kan blive nøglen til succes. Omvendt så kan Jetsmarks mere rutine også komme til at spille ind. Uanset resultatet har vores sæson været en succes, men når nu vi har fået desserten serveret på et sølvfad, så håber vi at drengene fortsat er sultne og viser deres fulde potentiale.