KHIF står stærkere end nogensinde før efter et lærerigt efterår
Efteråret har været en lærerig rejse for KHIF, der med taktiske justeringer, holdånd og stærke præstationer mod topholdene viste, at potentialet rækker langt. Derfor sætter vi Spotlight på træner Thomas Thorsen og det mandskab, der med fight og fællesskab lagde et solidt fundament for foråret.
Efterårets sidste kamp mod Sjørring står stadig skarpt i trænerens erindring.
– Synes faktisk den sidste kamp mod 1. pladsen fra Sjørring gav mig nogle interessante tanker at gå på ferie med. Vi havde otte afbud og måtte skifte formation og tilgå kampen med en særlig gameplan. Drengene præsterede en flot kamp, hvor et par kendelser var lidt imod os. Der blevet arbejdet hårdt over hele banen – men den sidste skarphed manglede på sidste linje. Det endte desværre med et 1-0-nederlag, men stor tilfredshed hos træneren, fortæller Thomas Thorsen.
Netop kollektivet har været en styrke gennem efteråret, men også de individuelle skridt fremad fylder i trænerens tanker.
– Synes der er flere som har skubbet deres spil i en god retning. Men jeg vil helst fremhæve Emil Lund i målet. Vi har opgraderet målmandstræningen, og det har virket positivt på Emil. Stor ros til ham, siger Thomas Thorsen.
KHIF har mødt stærk modstand i Serie 2, og træneren har noteret sig én særlig modstander, der har imponeret.
– Lemvig vil jeg sige. Vidste godt, at Sjørring ville være gode. Men 13 sejre er trods alt også imponerende. Havde ikke troet, Lemvig kunne fastholde tempoet gennem sæsonen. Stor ros til dem, beretter Thomas Thorsen.
Taktisk set blev efteråret et bevis på, at fleksibilitet kan betale sig.
– Vi startede med at spille 3-5-2, hvilket gav os nogle kampe med stort spilovertag – men desværre også gav modstanderen nogle nemme mål. I kamp 3 ændrede vi lidt, og det gav pote. En beslutning vi sammen tog, hvilket var fedt at opleve, fortæller Thomas Thorsen.
For KHIF handlede efteråret derfor ikke kun om point, men om proces, samspil og forståelse.
– Vores sidste kamp mod Sjørring var et stærkt billede på det – en stor kollektiv indsats af drengene, udtaler Thomas Thorsen.
KHIF fik sat et solidt punktum for efteråret og står nu med fornyet tro på både konceptet og truppen. Foråret byder på nye muligheder – og Thomas Thorsen ved, at holdets fællesskab og udviklingslyst bliver deres største styrke.