KFUM melder klart ud om ambitionerne for foråret
Drømmene er ikke længere pakket ind, og målsætningen er krystalklar i Aalborg KFUM. Derfor sætter vi Spotlight på holdet fra Serie 2 Kreds 13, hvor Jesper Høgh sætter ord på ambitionerne og den sult, der skal drive dem gennem foråret.
Efter et 2025, hvor Aalborg KFUM var tæt på i begge halvsæsoner, er der ikke længere plads til halve svar. For Jesper Høgh handler foråret om én ting.
– Sportsligt skal vi rykke op! Den er ikke længere. Vi har været uhyggeligt tæt på i begge halvsæsoner i 2025, slår han fast.
Når han bliver spurgt, hvornår foråret kan kaldes en succes, tøver han ikke. Ved oprykning!, konstaterer han.
Men ambitionerne rækker længere end tabellen. Udtrykket på banen skal være tydeligt.
– Som et hold, der spiller underholdende fodbold, men som er i mere kontrol end sidste år – både med og uden bold, forklarer han.
Selvom målet er benhårdt, må glæden aldrig forsvinde.
– Vi spiller jo for Aalborg KFUM for at hygge os sammen og vinde fodboldkampe, så det er det, vi glæder os mest til, fortæller Jesper Høgh.
Når sæsonen en dag bliver gjort op, håber han, at noget helt særligt står tilbage.
– Jeg håber, vi kan forblive ubesejrede på hjemmebane! Og så håber jeg, at vi kan finde den defensive styrke frem, som vi havde i foråret, for så bliver vi rigtig farlige, siger han.
Alt er sat på spil i Aalborg KFUM, hvor målet er tydeligt og presset er mærkbart. Spørgsmålet er nu, om foråret bliver det gennembrud, de har ventet på – eller endnu et kapitel, der kun gør sulten større.