Billede beskrivelse

KFUM kæmpede med udskiftninger men fandt læring og retning

14. november 2025 kl. 14.18

Aalborg KFUM gik ind til efteråret med ambitioner om at bygge videre på et flot forår – men vejen viste sig langt fra lige. Derfor sætter vi Spotlight på cheftræner Jesper Høgh, som ser tilbage på en halvsæson præget af udskiftninger, svingende præstationer og læring i et ungt mandskab, der stadig søger den rette balance mellem spilleglæde og disciplin.

Selvom målsætningen for efteråret ikke blev fuldt indfriet, fastholder Jesper Høgh perspektivet. 

– Overordnet set er jeg ikke tilfreds med slutplaceringen. Men med et halvt nyt hold i sommerpausen og flere centrale udskiftninger kan man ikke forvente en direkte udvikling fra vores flotte forår. Vi er dog på rette vej, fortæller Jesper Høgh.

Noget af det, han ser som den største udfordring, var manglen på kollektiv arbejdsdisciplin. 

– Vi manglede, at hele holdet tog arbejdshandskerne på og gik mere disciplineret til kampene. Det blev for arrogant i perioder, hvor vi troede, vi kunne spille os igennem uden at overholde vores aftaler, siger Jesper Høgh.

Alligevel ser han også klare lyspunkter. 

– Vi går altid til kampene med en ambition om at spille flot fodbold og presse højt. Vi har arbejdet meget med at forsvare os med bolden og gøre modstanderen træt af at forsvare. Det er svært for unge spillere, der gerne vil spille direkte, men vi skal finde den rigtige mellemvej, forklarer Høgh.

Topscorer Per Nielsen får særlig ros for sin indsats. 

– Per har vel scoret 25-30 mål i hele 2025. Han er ikke teknisk den bedste, men hans hårde arbejde og evne til at komme i feltet gør forskellen. Han er som en bundsolid Volvo, den starter hver gang, konstaterer Jesper Høgh.

Samtidig peger han på Asger Buch som en af holdets stærke profiler. 

– Asger arbejder stenhårdt for holdet, selvom måltallet ikke er helt, som man kunne ønske. Han bringer vilje og lederskab, og man kan altid spille ham op. Det med at være der for sine holdkammerater – det er noget, mange kunne lære af, fastslår Høgh.

Efteråret blev et vigtigt kapitel i KFUM’s udvikling med både bump og fremskridt. Jesper Høgh ser et ungt hold i modning – et hold, hvor læring, sammenhold og en klar retning skal danne fundamentet for et mere stabilt og succesfuldt forår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste