Kenneth Kjærsgård: - Vi spillede flot, men Rolf Toft gjorde forskellen
Interview med Kenneth Kjærsgård fra Hirtshals B efter kampen mod Brønderslev IF
Hvordan oplevede du topkampen, hvor I kom foran, men måtte se jer slået med 3-2?
- Jeg oplevede kampen som intens og spændende, men med os som det bedst boldspillende hold – men Brønderslev havde en afgørende klassespiller i Rolf Toft, der bare kan noget, som andre ikke kan i Serie 2. Flot kamp af ham. Fedt med så mange tilskuere i Brønderslev, hvor vi også leverede en kæmpe skare fra Hirtshals. Det er dæleme en topkamp værdigt.
Følte du, at I spillede til mere end et nederlag – og hvad manglede I i de afgørende sekvenser?
- Ja, kampen var jo enormt tæt, hvilket en topkamp skal være. Vi spillede en flot kamp. Bi var også stærke, så det var en kamp på et højt niveau i Serie 2.
Hvad tager du med fra kampen mod rækkens nummer ét, trods resultatet?
- Ikke andet end, at begge hold er gode og byder hinanden op til dans.
Hvordan påvirker det jer mentalt, at I nu ikke længere har førstepladsen i egne hænder?
- Ikke så meget. Vi er stolte og glade for at være med i toppen af rækken og er stadig i en periode, hvor vi spiller med rigtig mange spillere, der er meget unge. De lærer hele tiden, men de lader sig ikke påvirke af tingene. Flot, at de holder hovedet koldt, og stemningen er stadig rigtig god. Vi kæmper for playoff-kampen også, da Asaa også er et sindssygt godt spillende hold. Alle tre hold er dygtige nok til mere end Serie 2, men ikke alle kan komme op.