Kenneth Kjærgaard: - Asaa/Hjallerup var bedst, men vi var mest effektive
Interview med Kenneth Kjærgaard fra Hirtshals efter sejren over Asaa/Hjallerup
Hvordan oplevede du kampen mod Asaa/Hjallerup?
- Vi mødte et virkelig godt spillende Asaa-hold, der spillede en flot kamp. I særdeleshed de første 30 minutter havde vi vanskeligheder over kanterne – store endda. Ros til Asaa fra os. Vi spillede på ingen måde en dårlig kamp – Asaa var bare bedre, men vi vinder alligevel 3-0 på effektivitet foran deres mål. Sådan er fodbold. Vi kæmpede med alt, vi havde, defensivt og var ganske tilfredse med vores til dagen nye keeper, der fik alle stemmerne som kampens spiller. Han var verdensklasse.
Synes du, at 3-0-sejren afspejlede forskellen på holdene?
- Nej. Asaa var klart det bedst spillende hold, mens vi var gode til at styre kampen defensivt – især efter de første 30 minutter, der var et sandt bombardement mod vores mål og bagkæde. Det overlever vi og får scoret lige før pausen. I pausen rettes nogle ting, og det ser meget bedre ud i anden halvleg, dog stadig med Asaa bedst på bolden. Klart vores sværeste kamp i sæsonen mod et godt spillende Asaa-hold. Vi får dog vores chancer gennem kampen.
Halvvejs gennem sæsonen – hvordan ser du tilbage på den første halvdel?
- Vi har nok præsteret bedre, end jeg havde turdet håbe på. Vi har fået en god bredde og et super godt træningsmiljø med rigtig mange til træning – både fra de øvrige seniorhold og vores U19. Vi har selvfølgelig lagt os i spidsen, men vi ved, at der om lidt mangler 7 kampe og pokalkampe, så alt kan ske. Vi har mange gode hold i denne række, så mange kampe er meget tætte.