Kampen afsluttede vores sæson
Interview med Lasse Nymann fra Vaarst/Fjellerad.
Kan du beskrive jeres møde med Skørping IF Frem og dele dine indtryk af kampen?
- Det endte med at blive kampen som afsluttede vores sæson. Hvis man ser bort fra resultatet, er det egentlig en kamp vi er rigtig godt med i. Vi er derimod aldrig blevet så hårdt straffet, af en absolut velfungerende kontramaskine hos Skørping. Vi vader i chancer, men hver gang vi satte en fod forkert, så gik der ikke længe før bolden lå i vores net.
Hvad tror du var årsagen til, at I tabte kampen med 2-4?
- Jeg har før nævnt effektivitet i begge ender, som en mangelvare hos os. Denne kamp var ingen undtagelse, og vi bliver i denne kamp udstillet på manglende kvalitet i defensiven, men samtidig slår vi nok også rekord i antal uskarpe afslutninger. Og når man ikke kan få bolden lagt i nettet, må vi også erkende at nederlaget er fortjent, selvom det føles meget selvforskyldt.
Efter nederlaget, hvad mener du, I stadig kan tage med jer som positivt?
- Hvis man kigger på de positive ting, så synes jeg vi kommer rigtig flot igennem på begge kanter, og generelt er gode på kuglen. Vi sætter os selv i rigtig mange gode positioner, hvor skarpheden, som sagt, desværre manglede.