Billede beskrivelse

Kaffe og klubfarver: Flauenskjold med merchandise på menuen

05. februar 2026 kl. 13.02
Opdateret kl. 13.37

Støt klubben, støt holdet - og gør det med stil, siger de i Flauenskjold IF. Og man må, som bekendt, ikke gå ned på udstyr.

Så nu kan Flauenskjold-fans fremover vise sin støtte, både til kamp og i kaffepausen.

Fodboldudvalget i klubben har nemlig fået en idé. Merchandise. Det bør man have. Uanset om man spiller i Serie 2 eller Superligaen.

- Vi præsenterede vores fine kollektion, Flauenskjold-kopper og Flauenskjold-halstørklæder, til standerhejsningen i lørdags. Og de fleste synes, det er fedt, siger Kasper ”Bobby” Pedersen.

Kælenavnet, Bobby, har hængt ved, siden Kasper i sine helt unge dage gik og sang med på Team Easy On-hittet med Oksen ude fra Hammel.

Flauenskjolds Bobby er yderst tilfreds med den modtagelse, det nye gear har fået. Salget går strygende.

- Vi har solgt over halvdelen, både når det gælder kopper og halstørklæder. Og vi har bestilt 50 af hver, fortæller Kasper Pedersen, som udover at styre salget af klubben nye merch, er målmand på førsteholdet i Flauenskjold IF.

Billede beskrivelse

Fanartiklerne er produceret i samarbejde med den lokale virksomhed, Tegna Skilte. Det er første gang, at klubben i den lille by i Vendsyssel prøver kræfter med merchandise. Og årsagen til den gode start på salget er måske det Early Bird-tilbud, man har lanceret.

Halstørklæderne koster således 180 kroner indtil sæsonen starter, hvorefter de stiger til 200 kroner. Prisen for kopperne er 90 kroner frem til sæsonstart og 10 kroner mere, når sæsonen går i gang i slutningen af marts.

Overskuddet, som de nye halstørklæder og kopper indbringer, skal gå til træningslejr og forbedring af klubbens faciliteter.

- Forhåbentligt dukker mange op til kampene i den kommende sæson med det nye halstørklæde på, så lægterne i Flauenskjold kan blive farvet røde og hvide, siger Kasper Bobby Pedersen.

Går det så godt, at alt bliver solgt, er Flauenskjold åbne for at bestille endnu en sending, så hylderne kan fyldes igen.

- Det kan endda være, at vi skal gå vidt som at udvide sortimentet. Måske er huer det næste store hit, slutter Kasper med et grin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste