Jonas Sneftrup, Farsø/Ullits IK - Nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2025
Efter et par år væk fra barndomsklubben vendte Jonas Sneftrup i foråret 2025 hjem til Farsø/Ullits IK – og han gjorde det med manér. Den lynhurtige offensivspiller har markeret sig som en af de mest toneangivende profiler i Serie 1, og nu er han nomineret til Seriesport.nu Award som Forårets spiller.
– Det er selvfølgelig dejligt at vide, at ens arbejde bliver anerkendt, samt at man kan se, at ens præstationer gør en forskel på holdets vegne, siger Jonas Snedtrup.
Den tidligere divisionsspiller har bidraget markant i offensiven – og især hans fart og kynisme i afslutningerne har gjort ham til et våben i den sidste tredjedel af banen.
– Det må klart være på mål- og assistfronten, hvor jeg for det meste får udnyttet min fart og kynisme til at få gjort tingene færdige. Det er her, jeg føler, jeg har kunnet bidrage mest til holdet, siger han.
Men det er ikke kun på banen, Jonas har taget ansvar. Efter sin tilbagevenden til klubben har han været bevidst om at spille en rolle i fællesskabet – ikke mindst i en trup med mange stærke spillere og tæt konkurrence om pladserne.
– Det har også været en sæson, hvor vi har rigtig mange gode spillere på hver position, og derfor har det været vigtigt at give plads til andres roller i stedet for kun at tænke på egne behov. Det er klart, at man skal vise, at man har brugt mere tid på fodbold end de andre, men det handler også om at løfte i flok.
Han peger især på én vigtig udvikling i sit eget spil – nemlig kommunikationen på banen.
– Jeg tænker klart, det er på kommunikationsfronten, jeg har taget et step videre. Jeg forsøger at tage mere ansvar i kampene og hjælpe med at dirigere og guide mine medspillere. Det er en del af det at vokse som spiller.
For Jonas Sneftrup har forårssæsonen også handlet om at bevise, at han stadig havde noget at give til den klub, han tidligere forlod for at spille på højere niveau.
– Det har været vigtigt for mig at vise, at jeg stadigvæk gerne vil spille for den klub, jeg kom fra – og at jeg stadig har niveauet til at gøre en forskel. Jeg synes, jeg har fået vist det gennem de mål og assists, jeg har leveret.
Når han kigger på de øvrige nominerede til prisen som Forårets spiller, er det med både respekt og ydmyghed.
– Jeg tænker helt klart, at det er nogle stærke kandidater til denne pris. Det siger selvfølgelig noget om, at niveauet i rækken er rigtig højt, og det er fedt at være en del af, siger han.
Jonas Sneftrup har med sin comeback-sæson slået fast, at han stadig er en afgørende spiller på Serie 1-niveau – og nomineringen til Seriesport.nu Award er et klart bevis på, at han er kommet hjem med både fart, flair og lederskab i bagagen.
Synes du, det er Jonas, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens træner og spiller.