Jonas Bojesen blev topscorer med 13 mål i 14 kampe
Efteråret har været en kamp mod marginaler og nedrykning for HVA Sydthy, men også en sæson, der har vist styrken i fællesskab og individuelle talenter. Derfor sætter vi Spotlight på træner Mads Møller Jensen og et hold, der på trods af nedrykning har bevist, at de kan matche Serie 1 – og som nu ser frem mod foråret med både erfaring og optimisme.
For Mads Møller Jensen har efteråret været en blanding af gode takter og skuffende marginaler.
– Vi ville gøre det svært for andre hold at møde os, og vi beviste, at vi kunne være med i Serie 1. Vi manglede blot den sidste skarphed i afgørende situationer, fortæller han. Flere kampe, hvor HVA Sydthy havde føringen, endte med uafgjort eller nederlag, og træneren peger på, at nervøsitet og frygt for at tabe spillede ind.
Trods nederlaget i playoff-finalen har holdet vist styrke på flere områder.
– Jeg vil fremhæve fællesskabet på holdet. Vi har formået at balancere ambitioner med plads til forskelligheder. Vi har været ærlige og respekteret hinanden, og det er noget, jeg virkelig roser spillerne for, siger Mads Møller Jensen.
Individuelle præstationer har også gjort indtryk.
– Jonas Bojesen blev topscorer med 13 mål i 14 kampe. Han minder mig om Jamie Vardy i Leicester-tiden: pivhurtig, stærk på begge ben og altid nærgående overfor modstanderens forsvar. Derudover er Isak S. Sørensen efteråret profil, kåret til “Årets Talent” for sit høje bundniveau, fremragende forudseenhed og vanvittige fart. Fra at være marginalspiller som angriber, har han udviklet sig til en solid midtstopper, konstaterer træneren.
På trods af udfordringerne har holdet fået værdifuld læring.
– Vi har lært meget om, hvordan vi skal agere i afgørende situationer. Flere kampe viste os, at marginaler og skarphed betyder alt, og erfaringen vil være uvurderlig i den kommende sæson, siger Mads Møller Jensen.
Efteråret har været en prøve på mental styrke, fællesskab og individuel udvikling. HVA Sydthy står klar til foråret med erfaring, talent og et stærkt sammenhold, der skal sikre, at holdet vender tilbage stærkere i Serie 1.