Billede beskrivelse

Jetsmark klar til at investere 120% i premierekampen mod Nibe

26. marts 2025 kl. 12.02

Interview med Sead Granovic fra Jetsmark IF før kampen mod Nibe

Hvad tager I med fra den sidste træningskamp, både i forhold til spillet og resultatet? Hvem mødte I, og hvordan gik kampen?

- Vi mødte Skovsgaard Serie 1. Vi vandt 2-1. Vi tager mange gode ting med. Vi har vundet de sidste to træningskampe, og man kan nu virkelig se, at de unge gutter er begyndt at udvikle sig - både som spillere og især som et hold. Det glæder os. Der er stadig mange ting at arbejde på spillemæssigt, men vi er ved at skabe en god kultur, hvor der bliver arbejdet stenhårdt for hinanden.

I er nedrykkere fra Jyllandsserien 1.1. Hvordan bruger I erfaringerne fra efteråret i forberedelserne til denne sæson?

- Vi ligger ikke så meget i, at vi er nedrykkede. Vi er startet helt fra 0 i denne sæson, og har sagt farvel til over halvdelen af det hold, vi havde sidste år, for at bygge op omkring de nye unge, der skal skabe det nye Jetsmark. Det var på tide, at os gamle gutter gav stafetten videre, og vi fik skabt en god træningskultur, hvor folk møder op til træning, og hvor alle har en chance for at spille sig på holdet. De unge spillere kommer til at udvikle sig hurtigt, nu hvor de får lov at prøve kræfter med seniorbold og et godt niveau.

Nibe er oprykkere fra Serie 1. Hvad forventer du af dem i premierekampen, og ser du jer som favoritter?

- Jeg har faktisk ikke den store viden om Nibe. Mange vil nok sige, vi er favoritter, og den påtager vi os gerne ud fra det. Men faktum er, at vi kan tabe til alle hold i denne række, der hvor vi er nu. Men giver vi 120% hver gang, så kan vi også vinde mange fodboldkampe, og det er den kultur, vi gerne vil skabe i truppen.

Hvad bliver afgørende for, at I får en god start på sæsonen mod Nibe?

- Det helt afgørende for os her i starten er, at vi investerer 120% i hver kamp og er villige til at løbe den ekstra meter for vores holdkammerater. Drengene er meget bevidste om, at vi rent spillemæssigt er i gang med en stor proces, som kommer til at tage tid, før vi er på det niveau, vi gerne vil være på. Men den ene ting, vi kan gøre hver gang, er at investere alt, hvad vi har for hinanden. Så skal vi nok kunne skabe nogle gode resultater hen af vejen. Vi har ikke et klart mål om oprykning eller undgå nedrykning som sådan. Vi har et mål om, at Jetsmark skal bygges op igen fra bunden, og den proces startede allerede sidste i januar. Det bliver fedt at se på lørdag, hvor langt vi er nået.

Kampfakta:

Kamp: Jetsmark IF - Nibe
Serie & Kreds: Jyllandsserien 2.3
Kamptidspunkt: 29.03 kl. 14.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste