Billede beskrivelse

Jesper Høgh ser stærk trup i Aalborg KFUM før Serie 2-forår

17. marts 2026 kl. 06.01

Forberedelserne til forårssæsonen i Serie 2 er i fuld gang, og derfor sætter vi Spotlight på Jesper Høgh, træner i Aalborg KFUM, hvor en stærk træningsindsats og en bred trup skal danne grundlaget for et spændende forår i Serie 2 Kreds 13.

Opstarten har ifølge træneren været præget af både høj kvalitet og hårdt arbejde på træningsbanen.

– Jeg synes, indsatsen til træning har været god. Vi bliver flere og flere, og det kan godt mærkes, at folk lige skal vænne sig til den faste rutine. Vores niveau rent teknisk har været på et meget højt niveau, og formmæssigt har jeg skubbet meget på for, at vi løber meget i vores træningsøvelser, fortæller Jesper Høgh og fortsætter:

– Spillerne har kæmpet, og det er en sand fornøjelse.

Vinterpausen har budt på enkelte ændringer i truppen, hvor to vigtige spillere midlertidigt er væk.

– Vi har desværre sagt farvel til to af sidste års vigtigste spillere, heldigvis kun kortvarigt, da de er på højskole. Omvendt er der kommet lidt nye ansigter, og en kommer hjem fra højskole, så det går cirka lige op, siger Aalborg KFUM-træneren.

Holdet har også været i aktion i træningskampe, hvor fokus har været på både spilletid og taktiske justeringer.

– Træningskampe er altid svære, fordi det også handler om at fordele spilletid og få luft i lungerne. Men jeg synes, vi skabte mange chancer i vores første kamp. Rytmen bliver desværre ødelagt, da jeg skifter fire i pausen – sådan vil det altid være, når man skifter fire, forklarer Jesper Høgh og fortsætter:

– Vi prøvede nye formationer af, og det virkede faktisk til at være noget, jeg kommer til at dyrke mere.

Ser han på truppen og den første del af opstarten, er der især én ting, der giver optimisme.

– Jeg synes, truppen overordnet er virkelig stærk, og der er mange spillere om buddet. Vi skal i bund og grund køre videre fra foråret, hvor vi er den samme gruppe spillere, siger han.

Samtidig peger han på et klart fokusområde frem mod sæsonstarten.

– Vi skal have mere kontrol over kampene. Det handler meget om kontinuitet og om at stille det samme hold hver gang. Hvis vi kan holde en stamme af de samme spillere til hver kamp, plus/minus to, så bliver vi farlige, vurderer Jesper Høgh.

Aalborg KFUM går dermed foråret i møde med en bred trup, høj træningsintensitet og ambitionen om at bygge videre på det fundament, der allerede er lagt. Spørgsmålet er nu, hvor langt stabilitet og kontinuitet kan bringe holdet, når turneringen for alvor begynder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste