Jesper Høgh: - Jeg er vanvittig skuffet over resultatet
Interview med Jesper Høgh fra Aalborg KFUM efter kampen mod Sønderup/Suldrup
Du sagde før kampen, at I skulle vinde – er du derfor ekstra skuffet over 3-3?
- Jeg er ikke bare ekstra skuffet, jeg er vanvittig skuffet. Kampen lå for vores fødder, men vi greb ikke chancen.
I førte både 2-0 og 3-1 – hvad gjorde, at I ikke fik lukket kampen?
- Naivitet, og vi ville ikke forsvare os med bolden. Der blev lavet et hav af personlige fejl, særligt centrale boldtab, hvor vi undervurderede vores tid på bolden. Den ro, vi burde have fået ved føringen, kom ikke, og et panisk udtryk kom frem. Kampen kom dermed over på Suldrups præmisser, og de er rigtig gode til at kæmpe. Jeg vil gerne sende et stort tillykke til Suldrup, fordi de spillede en flot kamp!
Hvilke positive ting kan I tage med jer trods skuffelsen over ikke at vinde?
- Vi får nogle gode afslutninger, og Asbjørn er vores farligste mand, så ham skal vi fortsætte med at få sat op! Han er ved at kunne afgøre kampen til sidst, og hans dybdeløb kan gøre ondt på alle.
Hvordan ser du jeres præstation i forhold til jeres egne forventninger før kampen?
- Alt for slapt. Man kan ikke lave så mange fejl i Serie 2 og forvente at få point med hjem.