Billede beskrivelse

Jeppe Riber gør en forskel: Fra tøjvask til fodboldskole i Storvorde Sejlflod

19. december 2025 kl. 15.01

Når snakken falder på frivillige kræfter i Storvorde Sejlflod Boldklub, er der efterhånden ét navn, der går igen: Jeppe Riber.
Til Seriesport Awards 2025 er det hans tur til at blive trukket frem – også selvom nomineringen som sæsonens frivillige kom helt bag på ham.

- Det betyder rigtig meget for mig at blive nomineret for mit frivillige arbejde, siger Jeppe.

Det kom som “en kæmpestor overraskelse” for ham personligt at være i spil som Årets Frivillige, men glæden over anerkendelsen er ikke til at tage fejl af.

Han sætter især pris på følelsen af, at indsatsen gør en forskel:

- Jeg er glad for nomineringen, da jeg føler, jeg på en eller anden måde gør en forskel for klubberne, holdet eller den enkelte spiller. Det er også rart, at man bliver lagt mærke til, når man bruger meget tid på frivilligt arbejde for klubberne.

Og den tid fordeler sig på lidt af hvert: DBU fodboldskole, Veo-ansvarlig, hjælp til cups og stævner, træner/holdleder for 3. holdet i SSB/GIFs seniorafdeling – samt tøjvask for de øvrige seniorhold.

En klub der prægede ungdommen

For Jeppe er Storvorde Sejlflod Boldklub meget mere end et sted, han “bare” hjælper til.

- Storvorde Sejlflod Boldklub betyder meget for mig, specielt i mine unge dage, hvor man nød at komme til fodbold og samles med ens venner, fortæller han.

Det er ikke kun fodboldfagligt, klubben har sat spor.

- Klubben har også været med til at forme mig som person, både på og uden for banen med sociale venskaber, siger han.

Her ligger en stor del af forklaringen på, hvorfor han i dag bruger så mange af sine vågne timer på netop den forening.

Født i Storvorde – og vokset op med klubben

At Jeppe er frivillig netop her og ikke i en anden klub, er egentlig ganske enkelt.

- Jeg er født og opvokset her i Storvorde, hvor jeg har boet hele mit liv og spillet fodbold fra barnsben, forklarer han.

Det fylder meget for ham at kunne give de gode oplevelser videre – især til de yngste:

- Det betyder meget for mig at give den gode oplevelse, fx med fodboldskolen, videre til klubbens ungdomsafdeling.

Han vender også tilbage til alt det, han selv fik med som ungdomsspiller:

- Jeg er også frivillig i Storvorde Sejlflod Boldklub, da klubben har givet mig meget socialt som ungdomsspiller med blandt andet træningslejr i Sverige blandet på kryds og tværs af årgange og køn. Det betyder meget for mig at kunne give tilbage til klubben, samt at jeg håber på at kunne give nogle nye unge mennesker en masse gode oplevelser med i bagagen.

5–15 timer om ugen – og en uge med 93 børn

Tidsforbruget som frivillig svinger, men Jeppe er ikke i tvivl om, at det fylder.

- Jeg bruger alt mellem 5–15 timer om ugen i klubberne, fortæller han.

Timerne går blandt andet med tøjvask, oprydning, hjælp til SSB Cup og ikke mindst fodboldskolen. Og selvom kalenderen kan være tæt pakket, er det tydeligt, at det er lysten, der driver ham:

- Jeg nyder at bruge tid som frivillig i klubben, da jeg altid er der sammen med nogle mennesker, som jeg holder af.

Fodboldskolen fylder også meget i hans fortælling – og i hjertet:

- Det frivillige arbejde gør mig også glad, når man ser 93 børn og unge på fodboldskole løbe rundt og hygge sig i en uge fyldt med sjov og leg.

At gøre noget for andre – og give tilbage

Spørger man Jeppe, hvorfor han bliver ved med at sige ja til opgaver, er svaret meget klart:

- Jeg er frivillig, da jeg elsker at gøre noget for andre, siger han.

Samtidig fylder taknemmeligheden over det, han selv har fået med, rigtig meget:

- Klubben har givet mig så meget med i bagagen, derfor er jeg også glad for at kunne bidrage og give klubben noget tilbage i form af frivilligt arbejde omkring fodboldskolen, seniors 3. hold og diverse små opgaver, som klubben har brug for hjælp til.

Synes du, det er Jeppe Riber, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste