Jan Pedersen stopper som træner efter oprykning med FUIK
Jan Pedersen takker af efter oprykning med Farsø/Ullits IK: “Har ikke fortrudt et eneste øjeblik”
Efter mange år i trænersædet i Farsø/Ullits IK siger Jan Pedersen nu farvel på toppen. Oprykningen til Serie 2 markerer slutningen på en imponerende periode fyldt med dedikation, resultater og stærke relationer i klubben.
Jan Pedersen ser tilbage på sin tid som træner med stor glæde og stolthed.
– Jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik i denne fantastiske klub, hvor jeg har mødt så mange dejlige og dygtige mennesker, spillere, kollegaer og ikke mindst de engagerede folk, der altid støtter op om hver kamp, siger han.
Beslutningen om at stoppe trænergerningen kommer med ro i sindet efter oprykningen.
– Tiden er inde til at runde af efter mange fantastiske år som træner, forklarer han.
Et minde for livet
Når Jan Pedersen skal fremhæve et øjeblik, der står klart i erindringen, er det den afgørende oprykningskamp på Gundersted Stadion den 20. juni.
– Sejren på 2-1 og den direkte oprykning til Serie 2 var en fantastisk afslutning på en kanonsæson med et helt unikt hold. Det kan jeg kun takke for, siger han med et smil.
Men det er ikke kun den seneste sæson, der har gjort indtryk.
– Der har været mange højdepunkter, men de seneste år har virkelig været gode. Gode resultater hele vejen rundt og en stærk trænerkultur, som er blevet tilført klubben, påpeger han.
Nyt kapitel med familien i fokus
Fremtiden byder på mere tid med familien, som Jan Pedersen glæder sig til at pleje efter mange års trænerarbejde.
– Jeg skal hygge om min dejlige familie, som har støttet mig gennem hele min trænerkarriere, fortæller han.
Han vil også benytte lejligheden til at takke alle, der har været en del af hans trænerrejse.
– Jeg vil gerne sige tak til rigtig mange – især Niclas og René, som har arbejdet tæt med holdet, trænerkollegaer, bestyrelse, FUIKs venner og alle omkring FUIK. Uden dem havde det ikke været muligt.
Råd til holdet og det kommende trænerteam
Jan Pedersen har også en klar opfordring til både spillere og den nye træner.
– Træn på og tro på jer selv. I er dygtige, og der er god bredde i truppen. Jeg ønsker både spillere og trænere alt muligt held og lykke fremover, siger han.
En træner med hjerte og temperament
Sådan vil Jan Pedersen gerne huskes i Farsø/Ullits IK.
– Jeg vil gerne huskes som seriøs, pligtopfyldende og altid med et smil på læben. Måske lidt temperament, tilføjer han med et glimt i øjet.
Selvom trænerrollen nu er lagt på hylden, vil han fortsat være en aktiv del af klubbens liv.
– Fremover bliver jeg en trofast tilskuer til mange kampe i FUIK. Tak for mange gode timer som træner, slutter Jan Pedersen.