Jan Larsen: - Vi tabte til Christian Kjeldsen og det må man bare erkend
Interview med Jan Larsen fra Østervrå efter kampen mod Flauenskjold
Hvordan oplevede du kampen, hvor I løb ind i et klart nederlag på 6-1?
- Blandet følelser. Vi starter rigtig godt, står godt på banen og har faktisk helt styr på det. Men desværre går vores anfører René i stykker og må udskiftes, og samtidig ændrer de formation. Vi bliver for passive centralt i banen, og så rammer vi desværre en dag, hvor Christian Kjeldsen spiller op til sit bedste – 3 mål og 3 oplæg. Så du må gerne skrive, at vi tabte til ham.
Var det tydeligt, at Flauenskjold havde mere på spil og dermed også mere tænding?
- Ja, selvfølgelig – specielt da de kommer foran. Så går vi lidt i dvale, og næsten alt lykkes for dem.
Hvordan håndterede jeres spillere opgaven i en kamp uden betydning for jer?
- Vi snakkede meget om at komme ud og spille en god kamp og øve det, som vi er gode til – men det blev kun den første halve time, det lykkedes.
Hvad tager I med jer fra sæsonen frem mod næste års udgave af Serie 3?
- Rigtig meget. Nu er spillerne sendt på sommerferie med en dejlig løbekonkurrence, de skal udnytte i ferien. Så ser vi fremad til efteråret, hvor vi gerne skal stå skarpt og helst ikke have så mange skader som i foråret.