Billede beskrivelse

Ingen gratis sejre der skal arbejde hårdt for hvert point

28. august 2024 kl. 07.01

Interview med Cheftræner Paw Groes fra IK Rosendal før kampen mod DVIF.

I skal møde DVIF på hjemmebane, og med en sejr kan I skabe betydelig afstand til holdene uden for top 2. Hvad er dit kendskab til DVIF, og hvordan planlægger I at gribe denne kamp an?

- Jamen, ingen tvivl om at klubben og spillerne kender mere til hinanden end jeg gør. De to klubber har mødtes utallige gange gennem flere år. Jeg har ikke samme indgående kendskab til DVIF, hvorfor jeg måske kan se en smule mere objektivt på holdet i sin helhed. Jeg har set dem spille nogle gange, og har stor respekt for deres organisation og individuelle kvaliteter. De kan gøre ondt på ethvert hold i den række. Vi har en god ide om, hvordan vi skal tilgå kampen over 90 minutter. Vi glæder os helt vildt, og føler os klar til kampen.

Hvordan sikrer I, at I holder momentum og fortsætter den stærke sæsonstart?

- Vores momentum handler ikke om tabellen, men om at holde fast i at være ydmyge, hårdt arbejdende og have det udtryk som vi ønsker som hold og klub.

Ser du nogle særlige udfordringer ved at møde DVIF, og hvordan vil I forberede jer taktisk?

- Jeg kan komme i tanke om flere udfordringer, ligesom med de øvrige hold vi møder. Det er altid en hårfin balance at finde niveauet for modstanderens kvaliteter og samtidig huske sine egne kvaliteter, så de ikke forsvinder. Derfor kigger vi både på os selv og på DVIF. Alt andet vil være meningsløst, når vi møder så dygtig en modstander, der er godt trænet af først Mads Jensen og sidenhen Orla Krogh.

Hvordan vil I håndtere presset som tophold, nu hvor I er det eneste hold med maksimum point efter 3 kampe?

- Tabellen er fuldstændig ligegyldig på nuværende tidspunkt. Det er ren romantik. Jeg er pragmatiker og det er også mine spillere. Sejre giver selvtillid. Ingen tvivl om det, men sejr i din seneste kamp giver dig ikke en gratis sejr i den kommende kamp. Det gør din indstilling, holdets mentale tilstand, en god gameplan og kvalitet. Så må vi se, om det rækker til point mod DVIF. Jeg kan godt leve med at tabe en fodboldkamp, hvor vi møder et bedre hold, men jeg vil aldrig tabe en fodboldkamp, fordi vi ikke arbejder hårdt nok eller er for disciplinerede som hold. Eller tror vi kan gå på vandet, og er blevet supermænd i fodboldstøvler. Det er vi ikke, og vi forholder os ydmygt til hver eneste kamp, med den respekt der skal være for modstanderen.

Kampfakta:

Kamp: IK Rosendal - DVIF
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 14
Kamptidspunkt: 28. august kl. 18.30

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste