Billede beskrivelse

IK Rosendal triumferer i målorgie: Klar til Serie 2

25. juni 2024 kl. 13.01

Interview med Paw Groes fra IK Rosendal.

Hvordan vil du beskrive jeres præstation i det afgørende topbrag mod Nørager/Rørbæk, hvor I vandt 6-3?

- Jeg synes generelt vi præsterer en fin og klog indsats. Vi vinder fortjent og rykker fortjent op i Serie 2. Vi havde en helt klar gameplan, som viste sig at være den rigtige på dagen. Det var vigtigt for os at få bevist overfor os selv, at vi var det bedste hold på banen og i puljen, og derfor gik vi efter en sejr. Og den fik vi.

Det var en målrig kamp med 9 mål i alt. Hvordan lykkedes det jer at dominere kampen offensivt?

- Vi havde lavet nogle aftaler inden kampen, og dem fulgte vi flot det meste af kampen. Det betød at vi kom til at gøre ondt på deres bagrum, og fik de nødvendige chancer som vi generelt udnyttede flot. Jeg tænker vi spillede klogt, modent og med tro på tingene. Men også med en naturlig respekt for Nørager og deres holds spidskompetencer.

Hvordan forberedte I jer som hold til en så vigtig kamp, og hvad var nøglen til jeres sejr?

- Vi mødtes allerede kl. 12.00 på dagen, hvor spillerne + dem der kunne og har været en del af holdet i foråret deltog til en omgang frokost. I AaB lavede Erik Hamren havregrød til gutterne. Jeg lavede dog kun en pastaret, men den gik da lige i benene alligevel 😊 Spillerne hyggede sig, og der var en dejlig afslappet stemning, hvor alle bare glædede sig til en festlig dag. Nøglen til resultater på det her niveau ligger i fællesskabet, hyggen og et godt spil GRIS inden kampen.

Med oprykningen til Serie 2 sikret, hvordan ser du tilbage på sæsonen som helhed, og hvad er jeres mål og ambitioner fremadrettet?

- Helt fra start af var vi tydelige omkring, at målet og ambitionen var oprykning. Det lykkes vi med, selvom vi undervejs havde et par udfald, hvor vi smider unødvendige point. Men set over 14 kampe er det fortjent at vi rykker op. I de perioder, hvor vi har været gode, har vi været rigtig gode. Men der har også været udfald, hvor vi slækker på koncentrationen og bliver komfortable. Det skete også i dag, hvor vi fører 4-1 og så sker der noget mentalt i hovederne, og vupti så står der 4-3 fordi vi bliver komfortable. Det skal helt klart være et fokuspunkt i serie 2, for der bliver tingene altså markant sværere. Men ellers kan jeg ikke rose spillerne nok for deres lyst til at komme til fodbold, være sammen som hold og dele gode oplevelser med hinanden.

Jeg tænker vores ambition må være at etablere os i midten af s.2 på den lidt længere bane, men i første omgang skal vi redde os, og det kræver hårdt arbejde og en stor portion vilje. Men det tror jeg på vi har, for kvaliteten har vi helt sikkert!

Der skal også lyde en stor tak til klubben, og den helt igennem fantastiske stemning der var på Rosendal stadion som var godt besøgt, og hvor der var maksimal opbakning til holdet, og som bare understreger, at ”I Hørby vi har os en smuk lille klub”

Kampfakta:

Kamp: IK Rosendal - Nørager/Rørbæk
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 29
Resultat: 6-3

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste