IF Fremad Nørhalne åbnede sæsonen med fysisk styrke og sejr
IF Fremad Nørhalne fik en stærk start på sæsonen med en 2-1-sejr over Vodskov IF. Cheftræner Alex Husted udtrykte både stolthed og tilfredshed med sit holds præstation, som han kaldte - rigtig god.
– Vi vidste, det ville kræve en god præstation mod et godt Vodskov-hold, der kom med momentum fra gode resultater i deres træningskampe, udtaler Husted.
Han understreger samtidig, at der både var positive elementer og områder med plads til forbedring.
– Der er rigtig mange ting, vi kan tage med, men som altid er der også ting, vi skal blive bedre til.
Ifølge Husted var det især fysikken og den defensive organisation, der blev afgørende i kampen.
– Det var et ungt Vodskov-hold, så vi vidste, der skulle spilles med fysikken. Udover det stod vi rigtig godt defensivt, og var gode til at få bolden til at gøre arbejdet, tilføjer han.
Sæsonens første sejr betyder ifølge træneren meget for både holdets selvtillid og ambitioner om at spille med i toppen.
– Vi ved, vi kan spille med i toppen, men det kræver præstationer på samme niveau som denne, forklarer Husted.
Han peger også på, at kampen bød på vigtige læringspunkter - særligt i forhold til at holde niveauet gennem hele opgøret.
– Vi starter kampen ekstremt godt ud, så det er noget, vi tager med. Dog skal vi være bedre til at holde det niveau i større perioder af kampene, uddyber han og konkluderer:
– Niveauet dalede mod slutningen af første halvleg, og så bliver det altid hektisk til sidst, når en modstander satser.
Med sejren i hus går IF Fremad Nørhalne ind til de kommende runder med fornyet tro på, at de kan spille en rolle i toppen af rækken.