Billede beskrivelse

IF Dannebrog Astrup fightede sig til Kvindeserien: Trods smal trup sikrede de en ny sæson

13. december 2025 kl. 12.01

IF Dannebrog Astrup er en lille klub i en by med kun 500 indbyggere, men klubben råder over, hvad de selv kalder 'Nordjyllands bedste 12. mand'. 

Den trofaste opbakning fra hele oplandet har i særdeleshed løftet kvindeholdet, som i år hev en sensationel oprykning til Kvindeserien hjem foran mere end 300 tilskuere.

Nu kan klubben løbe med titlen som sæsonens klub til Seriesport Awards Efteråret 2025 - en nominering, klubben er stolt over at få. 

Særlig fordi de med den bliver anerkendt i konkurrence med mange større klubber, hvor de selv udelukkende har en seniorafdeling.

- Det er en kæmpe cadeau at være i kategori med så mange store klubber, siger Michelle Pedersen, næstformand i klubben. 

Sensationel oprykning mod alle odds

Den største stolthed i år er kvindeholdet. Holdet hev i foråret oprykningen fra Jyllandsserien hjem foran et imponerende fremmøde.

I efteråret havde de fleste spået dem til nedrykning igen, men holdet, der har en smal trup på 16-17 spillere og en gennemsnitsalder på 28, fightede sejrene hjem:

- Pigerne lagde fra land med 200 i timen og sikrede sig en masse vigtige sejre, særligt i starten af sæsonen, og endte derfor med at sikre sig endnu en sæson i Kvindeserien allerede inden sidste spillerunde, fortæller Michelle Pedersen. 

Billede beskrivelse

Holdets sejre er ifølge næstformanden blevet fightet hjem med god fysik og klogt spil.

Nordjyllands billigste kontingent

Klubben adskiller sig markant fra andre ved at have, hvad de selv vurderer, er Nordjyllands billigste kontingent.

Dette er dog kun muligt, fordi klubbens spillere er indstillede på at yde en ekstra indsats:

- Dette kan kun lade sig gøre ved, at spillerne og andre frivillige hjælper med at vedligeholde vores ting, tager vagter i kiosken og lignende, fortæller næstformanden. 

Billede beskrivelse

Derudover fremhæver Michelle Pedersen den trofaste opbakning som IF Dannebrog Astrups stærkeste kort: 

- Vi har Nordjyllands bedste 12. mand i alle vores skønne tilskuere, som støtter op i alt slags vejr.

Drømmen om ungdomsfodbold

Klubbens største udfordring er, at de ikke har en ungdomsafdeling til at udvikle spillere til seniorholdene, hvilket betyder, at de er afhængige af, at de nuværende spillere hiver nye med.

Billede beskrivelse

Klubben har dog en stor drøm om at genoplive ungdomsfodbolden – selvom det er svært uden en skole i byen:

- Vi har dog så småt i efteråret – igen grundet frivillige kræfter – fået en lille smule børnefodbold i gang. Det er meget små skridt, men vi håber, det lykkes indenfor de næste par år.

Mest af alt håber IF Dannebrog Astrup at kunne fortsætte med at tilbyde det gode sammenhold til alle, der har lyst til det – både på banen og tribunen.

Synes du, det er IF Dannebrog Astrup, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens klub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste