I Hjørring AIK Frem handler det ikke kun om fodbold men om mennesker og værdier
Efter en sæson fuld af udfordringer og udvikling står Hjørring AIK Frem nu foran playoff til Serie 3. En præstation, der vidner om et hold med stærkt sammenhold, disciplin og tro på egne værdier. Derfor sætter vi Spotlight på træner Andrés Riano og hans refleksioner over rejsen dertil.
– Det har været en meget krævende turnering, hvor hver kamp har været en reel udfordring for os. De andre klubber viste også et højt niveau, hvilket tvang os til altid at yde vores bedste. Selvfølgelig havde vi op- og nedture og mistede nogle vigtige point undervejs, men vi formåede at rejse os, lære af hver oplevelse og vise, hvorfor vi er, hvor vi er i dag, siger Riano.
Mangfoldigheden i truppen har været en styrke gennem hele sæsonen.
– Spillerne kommer med forskellige baggrunde og erfaringer, men fælles er engagementet og viljen til at yde for fællesskabet. Det har skabt en stærk holdånd, som har været tydelig både i vores spil og i sammenholdet uden for banen.
De værdier, der har kendetegnet AIK Frem siden starten. Disciplin, passion og respekt – har ifølge Riano været afgørende, når holdet har stået i modgang.
- Nederlagene har gjort os stærkere og motiveret os til altid at yde vores bedste i hver kamp. Holdarbejde og sammenholdet i truppen har været de vigtigste faktorer, som har bragt os dertil, hvor vi er i dag.
Som træner har Riano haft fokus på at bevare motivationen og troen, også når presset har været størst.
– Det kræver tid, dedikation og store ofre, mange timer væk fra familien. Men jeg er heldig at have en fantastisk gruppe spillere. Motivationen opstår i hver samtale, til hver træning og i lysten til hele tiden at blive bedre sammen. Når spillerne føler sig set og værdsat, står de også stærkere som hold.
Han fremhæver særligt to spillere, der har haft stor betydning.
– Duvier Prado har med sin smittende energi og positive indstilling været en vigtig drivkraft for holdet. Selvom han har været ude med en alvorlig ankelskade, fortsætter han med at støtte og motivere truppen. Samtidig har vores målmand, Álex Nguyen, haft en enorm betydning både sportsligt og mentalt. Han går altid forrest med et eksempel på disciplin og vilje og har løftet hele holdets moral.
Nu venter den afgørende playoff-kamp, og stemningen i truppen er præget af ro og fokus.
– Det er en stor udfordring, men også en fantastisk mulighed for os som hold og som klub. Lige nu er stemningen rolig og fokuseret. Vi går efter det samme som alle andre klubber – at vinde.
Uanset udfaldet ser Andrés Riano mod fremtiden med ambitioner og håb.
– Vinterpausen handler for os om at fortsætte udviklingen – både individuelt og som hold. Vi vil bruge tiden på at evaluere, forbedre vores spil og styrke fællesskabet. Hvis vi rykker op, bliver det en ny og spændende udfordring. Hvis ikke, så bruger vi erfaringerne til at komme endnu stærkere tilbage.
Hos Hjørring AIK Frem er fundamentet solidt. For uanset hvordan playoff ender, står ét klart, kulturen, sammenholdet og troen på fællesskabet er klubbens største sejr.